Agromek er stedet, hvor nye maskiner og komponenter introduceres for det brede publikum. Et rigtigt godt eksempel finder man i NHS Maskinfabrik A/S, som har benyttet den igangværende messe til at præsentere et nyt betjeningssystem til sine flishuggere.

Det drejer sig om betjeningsbøjlen 1Touch, og konceptet går ud på, at man med blot en bevægelse skal kunne betjene flishuggeren hurtigt og præcist.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har simpelthen spurgt en meget stor del af vore brugere, hvad der kunne gøre brugen af NHS flishuggeren til en endnu bedre oplevelse i dagligdagen, siger salgschef Lars Peter Jessen fra NHS. Han fortæller samtidigt, at 1Touch ikke alene fås på nye maskiner, da systemet også tilbydes som opgraderingssæt til eksisterende NHS-maskiner.

- Kunderne har talt - med markedets bedste og mest pålidelige indtræk samt allerede ekstremt robuste maskiner, måtte yderligere forbedringer komme på bruger-interface området, tilføjer Lars Peter Jessen.

NHS fortæller, at 1Touch udmærker sig ved sin præcise og enkle betjening. En enkelt berøring og flishuggeren reagerer omgående. Eksempelvis går den direkte fra indtræk til returnering og tilbage igen ved blot en enkelt berøring.

Det oplyses, at 1Touch leveres fra 1. februar 2015 på alle PTO-maskiner for håndmadning, men hen over foråret kommer også Trailer-programmet med.