I Danmark er det forbudt at fyre med hestemøg, selv om flis- eller halmfyret ikke tager skade af det. Det har fået Mikkel Dencker (DF) til at spørge klima-, energi og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R) om årsagen til forbuddet.

Ifølge ministeren er det Miljøstyrelsen, som under henvisning til EU-regler mener, at hestemøg skal betragtes som affald, hvis det ikke bringes direkte ud på markerne, og derfor kun må forbrændes, hvis det kan ske i overensstemmelse med reglerne.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vegetabilsk affald

Miljøstyrelsen spurgte i 2009 EU-kommissionen om fortolkning af affaldsreglerne, og derfra lød det, at husdyrgødning, der oparbejdes og ikke bringes direkte ud på markerne, som udgangspunkt er affald.

- Dette gælder uanset, om der indvindes energi ved afbrændingen, og uanset, om næringsstofferne i asken efterfølgende kan udvindes og genanvendes på landbrugsjord, meddeler ministeren.

Imidlertid tolker svenskerne reglerne anderledes, og det er Miljøstyrelsen helt bekendt med.

- Hestegødning blandet med strøelse vurderes i Sverige som værende vegetabilsk affald, der sidestilles med anden vegetabilsk biomasse, som kan anvendes i små, decentrale anlæg. Miljøstyrelsen er ligeledes opmærksom på, at det udover Sverige også skulle være tilladt i Tyskland, Holland og Østrig at fyre med hestemøg, oplyser Rasmus Helveg Petersen.

Biomasse

Ifølge ministeren er Miljøstyrelsen ved at undersøge, hvilke begrundelser og regler der skulle muliggøre, at hestemøg kan anvendes som biomasse og dermed afbrændes i flis- eller halmfyr. Undersøgelserne forventes afsluttet i starten af 2015.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Brændingsanlæg, der anvender fjerkrægødning som brændsel og er godkendt i henhold til national lovgivning, er i modsætning til hestemøg tilladt.