Abonnementsartikel

Både Weidemann og Neuson har udstødningsfrie modeller med på Agromek.

Når JMM-Group byder indenfor på 250 kvadratmeter stand på Agromek i Herning fra 25. til 28. november, bliver det til møde med udstødningsfrie maskiner fra begge maskinmærker. Begge JMM-selskaber, Johs. Møllers Maskiner og Stemas Maskinsalg, byder ind med nyheder til et maskinelt miljø-topmøde. Det skriver virksomhederne i en pressemeddelelse.

Hos Stemas sikrer Weidemann sig hæder og ære med den nye læssemaskine eHoftrac, som af Agromek kåres som en to-stjernet nyhed. Den eldrevne læssemaskine rammer miljøet positivt på flere felter. Dels er det altså slut med udstødningsgasser, og dels gør eldriften læssemaskinen særdeles støjsvag.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Neuson er en del af Johs. Møller-familien og ruller ind i Herning på bælter med den emissionsfrie minigraver 803 Dual Power. Den ét tons tunge gravemaskine er en hybrid, som både er udstyret konventionelt med dieselmotor og tillige kan tilsluttes en elektro-hydraulisk pumpe, som lader maskinen arbejde udstødningsfrit. Og vel at mærke med samme ydelse, uanset om maskinen kører på diesel- eller eldrift.

God økonomi i el

Hos Stemas glæder salgschef Robert Kjærgaard sig til at præsentere Weidemann eHoftrac, som er bygget over Weidemanns kendte type 1160-maskine. Det betyder blandt andet, at den eldrevne læssemaskine kan anvendes med alle arbejdsredskaber i Weidemann-programmet. For føreren er der umiddelbart ingen forskel på at køre traditionelt med dieselmotor eller miljø-optimalt med eldrift. eHoftrac styres via pedal og joystick.

- Med batteridrift fjerner Weidemann problemet med udstødning og sørger samtidig for at reducere støjniveauet. Det er til glæde for både landmanden og dyrene i stalden. Der er også god økonomi i at køre på el, da der jo ikke skal skiftes motorolie, og generelt har den eldrevne maskine færre sliddele, fortæller Robert Kjærgaard.

Maskinkonstruktørerne hos Weidemann har beregnet, at energiforbruget kun er omkring det halve af en traditionel læssemaskine. Dermed er driftsomkostningerne betragteligt lavere.

Weidemann har lanceret to batteristørrelser. Den mindste rækker til at køre op til fire arbejdstimer på en opladning. Med det største batteri kan maskinen køre i cirka seks timer ved maksimal belastning. Det tager seks til otte timer at "fylde op" med frisk strøm. Batteriet har i øvrigt en dobbeltfunktion på maskinen. Foruden at levere strøm til driften, giver det også eHoftrac samme stabilitet og vippelast som 1160-seriens traditionelle maskiner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Frit valg mellem diesel og el

Hos Johs. Møllers Maskiner byder salgschef Leif Rudebeck Petersen på frit valg mellem diesel eller eldrift på minigraveren Neuson 803 Dual Power.

- Det øger naturligvis maskinens anvendelsesmuligheder betragteligt. Foruden traditionelle opgaver udendørs, er den en helt oplagt mulighed til opgaver også inden døre. Dels fordi dens dimensioner gør det muligt at køre den ind de fleste steder. Men naturligvis ikke mindst, fordi man helt slipper for emission ved at gå på eldrift via maskinens kraftige Power Pack, forklarer Leif Rudebeck Petersen.

803 Dual Power manifesterer samtidig den gamle påstand om, at størrelsen ikke er afgørende. Trods den beskedne størrelse og blot et tons på badevægten, har maskinen masser af kræfter til både grave- og nedbrydningsopgaver. Konstruktørerne hos Neuson har tilmed formået at optimere den til samme ydelse på eldrift som når det er dieselmotoren, der leverer hestekræfterne.

Neuson og Liebherr

Foruden de to eldrevne maskiner, møder JMM-Group op med lidt af et overflødighedshorn fra det øvrige maskinprogram.

Fra Neuson-sortimentet bliver der også mulighed for at se både to-tons graveren ET 18VDS med vipbar overvogn som standard og i øvrigt Neusons vertikale gravesystem, samt den større fem tons graver 50Z3. "Z" i modelnavnet står for Zero Tail og fortæller altså, at der er tale om en haleløs gravemaskine, hvor bagenden holder sig inden for bælterne også ved krøjning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Johs. Møllers Maskiner er kendt som importør og forhandler af Liebherr entreprenørmaskiner, og salgschef Leif Rudebeck Petersen har valgt et par markante repræsentanter fra det store program i gummihjulslæssere. Nemlig en fem-tons L 506 Compact og den noget større L 550 med kampvægt på 17,3 tons.

Største Weidemann

Hos Stemas Maskinsalg får stjerne-læsseren Weidemann 1160 eHoftrac selskab af model 1280, som er den største i Weidemann-serien. Maskinen selv vejer i underkanten af 2400 kg, men formår at løfte tæt på 2500 kg.

Der bliver også tale om topmodellen i Weidemann teleskoplæssere i skikkelse af maskinen 5080T. Motoren er en Perkins på ikke mindre end 117 hk, og læsserens skovldrejepunkt ligger lige over de fem meter. 5080T kan løft en anelse over fem tons.

Weidemanns program i kompakte teleskoplæssere omfatter fire maskiner, og Stemas præsenterer seriens mindste, T4108, på Agromek. Trods sin lidenhed, har maskinen en arbejdshøjde op til 4,1 meter, som er skovlens drejepunkt. T4108 tumler op til 800 kg.

Stemas lader det ikke blive ved læssemaskiner. Japanske Yanmar er med på Agromek med minigraveren ViO57, som er ægte Zero Tail med front og kontravægt inden for bælterne. Yanmar står selv for de 40 hk i motorrummet på den 5,5 tons tunge maskine.