Det russiske boykot af EU's landbrugsvarer og flere andre uheldige parametre betyder, at dansk landbrug står i en alvorlig situation.

Ifølge Berlingske er mange landmænd truet af konkurs, og det kan give store tab hos de danske banker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De har udlånt over 100 milliarder kroner til landbruget og i sidste uge nedskrev både Jyske Bank og Sydbank millioner af kroner på grund af landbruget.

Ifølge Jyske Banks topchef, Anders Dam, ser det sort ud for flere danske landmænd:

- Det er alvorligt. Landbruget er jo uden selv at ville det udkommanderet som økonomiske soldater under handelskrisen. Det kan blive rigtig alvorligt, hvis den her handelskrise ikke snart finder sin afslutning. Hvis ikke, vil det være de svageste, der ikke kan klare situationen. Det er cirka en tredjedel, der hænger med en vis legemsdel i vandskorpen, siger Anders Dam til Berlingske.

Ruslands boykot har betydet faldende priser på svin og både Arla og Väderstad har varslet fyringer på grund af manglende omsætning til Rusland.

Også de danske mælkeproducenter er presset på grund af afskaffelsen af EU's mælkekvoteordning, hvilket betyder, at mange mælkeproducenter har øget produktionen med faldende priser som følge.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Videncentret for Landbrugs analyse viser, at hver tredje landmand kører med underskud. For et par år siden var antallet en ud af fem.