Fødevareforbundet NNF kaldte det absurd, da Danish Crown tidligere på året meddelte, at man ville flytte produktionen fra Faaborg til et af Tulips produktionssteder i Cornwall i England og i den forbindelse indkasserede omkring 50 millioner kroner i statsstøtte fra en engelsk udviklingsfond.

Europaparlamentarikere Christel Schaldemose (S) og Bendt Bendtsen (K) spurgte i den forbindelse EU-Kommissionen, om man virkelig kan flytte 500 danske arbejdspladser i Faaborg til England og samtidig indkassere knap 50 millioner kroner i statsstøtte.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nu skriver NNF, at det ifølge EU-Kommissionen ikke er i orden.

Christel Schaldemose siger om svaret fra Kommissionen:

- Jeg synes, det er et meget klart og interessant svar, Kommissionen har givet. EU-Kommissionen siger tydeligt, at Danish Crown og andre danske virksomheder i fremtiden ikke vil kunne få statsstøtte til at flytte arbejdspladser ud af landet med statsstøtte. Nu er det blevet slået fast med syvtommersøm, at det ikke er okay at give offentlig støtte til virksomheder i op til to år efter, de har lukket en produktion i et andet EU-land.

NNF skriver dog, at Danish Crown formentlig får lov til at beholde de engelske statskroner.