På årets Agromek vil JH Staldservice præsentere et automatisk gødningshåndteringssystem til minkfarme med fokus på emissionsreduktion, driftsstabilitet, forbedret arbejdsmiljø for medarbejderne på farmene samt forbedret udnyttelse af kvælstoffet i gødningen.

- Mink gøder, hvor de kan lugte, at der er blevet gødet før. Derfor er der i dag kun opsamling under ca. en tredjedel af buret. En del halm, pels og til tider også gødning ryger dog ned under burene, hvor det ikke bliver samlet op i renden, men skal fejes ud manuelt. Dette undgås med forsuringssystemet, hvori en vigtig udvikling er de specialudviklede, gennemgående gødningsrender, som monteres under alle minkbure. Forsuret minkgylle pumpes ind i renderne under minkene. Halm, pels og ny gødning følger så med ud, når renderne tømmes. Derefter forsures gyllen og separeres, en del af den tynde fraktion pumpes så igen tilbage under burene, mens en stor del også pumpes i lagertank, hvorfra den kan udbringes som gødning på markerne. Forsuret gylle kan udbringes med slanger og er meget attraktiv som gødning.