Abonnementsartikel

Lantmännen Maskin og Kuhn har indledt forhandlinger om en distributionsaftale. MI mister dermed importen.

- Vi vil gerne takke alle svenske kunder og forhandlere for det gode samarbejde og tillieden til Kuhn og MI i løbet af de seneste 20 år.

Sådan siger Kristian Jakobsen, administrerende direktør for Maskinhandler Indkøbsringen, efter at det er kommet frem, at Kuhn har indledt forhandlinger med svenske Lantmännen Maskin om en distributionsaftale.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er med blandede følelser, at vi forlader Kuhn på det svenske marked. Vi håber, at Lantmännen Maskin kommer til at tage god vare på alle gamle og nye Kuhn-kunder, og vi ønsker dem held og lykke, siger Kristian Jakobsen, der understreger, at MI fortsætter samarbejdet med Kuhn på det danske marked.

MI vil repræsentere Kuhn under årets Elmia Lantbruk Maskin & Fält i Jönköping fra den 22.-25. oktober.

Strategisk arbejde

Om forhandlingerne mellem Lantmännen Maskin og Kuhn, der inden årsskiftet skal munde ud i at Lantmännen Maskin bliver importør og forhandler af Kuhns redskabssortiment i Sverige, siger Jonas Arvidsson, administrerende direktør i Lantmännen Maskin:

- Hos Lantmännen Maskin foregår der nu et omfattende strategisk arbejde med at tilpasse vores produkt- og serviceudbud i henhold til vores kunder og Lantmännens medlemmers forventninger.

- Vi ser Lantmännen Maskin som en meget stærk partner på det svenske marked. Med en landsdækkende forhandler ser vi store muligheder for at øge vores markedsandel i Sverige, siger Rolf Schneider, international salgschef hos Kuhn.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kuhn Group har hovedkontor i Saverne i Frankrig. Årsproduktionen udgør omkring 65.000 enheder.