Tidligere har Bæredygtigt Landbrug undladt at kritisere Landbrug & Fødevarer, da en fælles kamp for en ny regulering af landbruget med gødskning efter ligevægtsprincippet var vigtigere. Men det slutter nu. "Våbenhvilen" er ophævet, meddeler Bæredygtigt Landbrug.

Når våbenhvilen stopper, så skyldes det en ny analyse, der viser, at hver femte landmand er truet af konkurs.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Formanden for Bæredygtigt Landbrug opfordrer landmændene til at melde sig ud af Landbrug & Fødevarer, som ifølge ham har været alt for dialogsøgende.

- Vores håb har været, at man på Axelborg har villet ændre politik til landmandens bedste. Vi har desværre måtte erkende, at hverken den daglige ledelse eller den valgte ledelse har ændret noget, med mindre de er blevet tvunget til det. Når så Bæredygtigt Landbrug har tvunget fakta frem i lyset, har Landbrug & Fødevarer kvitteret med at sige: det har vi altid sagt, siger Flemming Fuglede Jørgensen.

Sort hul

Ifølge Flemming Fuglede Jørgensen har Landbrug & Fødevarer ikke gjort sin opgave godt nok. Tværtimod.

- Landbrug & Fødevarer har medvirket til at sænke os ned i det dybe, sorte hul vi nu befinder os i, ved i årevis at have accepteret faldende kvælstoftildeling og ved at samarbejde med Naturstyrelsen og NaturErhvervstyrelsen om uendelige stramninger i reguleringen af landbruget. Samtidig har Landbrug & Fødevarer tilmed den frækhed at annoncere med endnu en annonce, der siger, at: "Fremtiden er ikke så sort, som den har været". Det er jo helt sort - beg-sort at landbrugets største organisation på den måde sætter kikkerten for det blinde øje mens dansk landbrug synker i grus.