Venstres nybagte medlem af EU-Parlamentet, Ulla Tørnæs, slår over for Maskinbladet fast, at det er af afgørende betydning for EU de kommende år at genskabe væksten og dermed skabe nye arbejdspladser til de 26 millioner ledige i Europa.

Hun henviser til den vækstpakke på 300 milliarder euro - cirka 2.250 milliarder kroner, som den nye kommissionsformand har præsenteret:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg vil kæmpe for, at landbruget kommer med i vækstpakken. Vi er desværre i en situation, hvor den danske regering har lagt en fælles europapolitisk aftale nederst i syltekrukken, og ikke meget tyder på, at regeringen vil sikre en fælles dansk position. Men landbruget bør have en central rolle i vækstpakken, fordi landbrugserhvervet har et kæmpe vækstpotentiale ikke bare i Danmark, men også i de øvrige EU-lande, siger Ulla Tørnæs til Maskinbladet.

Særlig opgave

Hun ønsker ikke mindst, at det i højere grad bliver muligt i Danmark at drive landbrug på samme betingelser som i nabolandene:

- Derfor har vi fra dansk side en helt særlig opgave, når det handler om overimplementering af EU-regler. Det er til skade for vores egen konkurrenceevne. Men vi skal også sikre, at der er forskningsmidler, så der kan udvikles fødevarer af høj kvalitet og en høj produktivitet, siger det nybagte EU-parlamentsmedlem.