Abonnementsartikel

En fælles demonstrationsdag, hvor flere virksomheder viste redskaber og udstyr til den professionelle kartoffelavler, gav blandt andet danmarkspremiere til en integreret jordpakker.

Der var masser af besøgende, da Yding Smedie, Fasterholt Maskinfabrik, A. Flensborg, Thyregod, He-Va og Powtec arrangerede demodag med fokus på kartofler og udstyr til dyrkning og håndtering af kartofler.

Formiddagen blev indledt med et fagligt indlæg fra rådgivningsvirksomheden Heden & Fjorden og herefter stod det på demonstration i marken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I kartoffelmarken kunne de besøgende blandt andet se en ny VSS Amac trerækket frilægger fra den hollandske virksomhed VSS Machinebouw BV. Alle funktioner på frilæggeren trækkes hydraulisk fra en hydraulikstation, som er monteret i traktorens trepunktslift. Den hydrauliske drift betyder, at det er let at tilpasse hastigheden på frilæggerens forskellige kæder til fremkørselshastigheden, og til at kartoflerne netop bliver rengjorte og aflagt i et jævnt lag på marken.

De frilagte kartofler blev samlet af en AVR 9200 optager, der ligeledes er fuldhydraulisk og med en tank som rummer otte tons.

Integreret pakker

Powtec og A. Flensborg viste for første gang en integreret pakker, som kan eftermonteres på stort set alle fabrikater af plove. VSS Cappon hedder pakkeren, og den produceres ligesom frilæggeren af VSS Machinebouw BV.

Pakkeren består af en række valsede og hule tallerkner med en diameter på 560 eller 700 millimeter.

- Vi kan levere pakkeren til både liftophængte og bugserede plove. Som udgangspunkt har vi fire tallerkner pr fure, og foruden vægten fra pakkeren kan der hydraulisk lægges vægt fra ploven og over på pakkeren, forklarer P.C van Eijzeren, salgsingeniør hos VSS Machinebouw BV.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Pakkeren var monteret på en firefuret Kuhn plov med variabel furebredde, og når furebredden på ploven blev ændret, fulgte bredden på pakkeren automatisk med.

Tallerknerne produceres i rustfrit stål og er monteret med kuglelejer og specielle nylonbøsninger, som beskytter lejerne mod støv og jord.

Løsning af jorden

He-Va demonstrerede en sekstands Combi-Tiller, der kan anvendes enten som soloredskab eller i kombination med eksempelvis en kartoffelhypper. Derved kan jorden løsnes imellem kammen efter at kartoflerne er lagt. Det optimerer kartoflernes mulighed for at få rødderne i dybden og optage vand og næringsstoffer.

Thyregod udstillede både en liftophængt og en bugseret model af virksomhedens selvstyrende renser.

- Både inden for dyrkning af kartofler og roer er der stor fokus på mekanisk ukrudtsbekæmpelse. I 2014 har vi derfor haft et godt salg af liftophængte rensere på seks og ni meter. Afhængig af udstyr kan renserne anvendes til en række arbejdsopgaver lige fra rensning og hypning af kartofler og til rensning og båndsprøjtning af roer, siger Michael Thomsen, eksportsalgschef hos Thyregod.