Nyhedsstjernerne drysser ned over Agromek i hidtil uset omfang. Aldrig tidligere har der været så mange nyheder, som der vil være på Agromek 2014, når det, som arrangørerne kalder Nordeuropas største samlede landbrugsmesse, åbner den 25. november i MCH Messecenter Herning.

Der er nu 292 nyheder, som har fået enten en, to eller tre stjerner. De fordeler sig med 27 trestjernede nyheder, 51 tostjernede og 214 enstjernede nyheder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ni år gammel rekord

- Det er utrolig dejligt, at vi har kunnet godkende så mange nyheder. Det viser, at der er fuld gang i udviklingen af nye maskiner, udstyr og andre produkter blandt Agromeks udstillere, siger Agromeks direktør Allan Pedersen.

Han glæder sig også over, at en ni år gammel rekord hermed er slået. I 2005 kunne Agromek præsentere 273 nyheder.

Nyhederne på Agromek er vurderet, godkendt og klassificeret af Agromeks nyhedsudvalg. Godkendelsen er sket ud fra kriterier, som er fuldt tilgængelige for offentligheden.

Godkendte nyheder bliver klassificeret med en, to eller tre stjerner.

To eller tre stjerner på en Agromeknyhed viser, at der er tale om et produkt, der er nyt på markedet. En stjerne markerer, at nyheden er ny for udstilleren, men at tilsvarende produkter allerede findes på markedet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

19 europanyheder

De trestjernede nyheder bliver forsynet med oplysning om, hvorvidt nyheden er ny i Europa, eller om den blot er ny i Danmark. Af de 27 trestjernede nyheder til Agromek 2014 er 19 nye i Europa, mens 8 er nye i Danmark.

De godkendte nyheder bliver udstillet med et nyhedsskilt, og de bliver beskrevet i nyhedslister på dansk, engelsk, tysk og fransk.

15 af de 292 nyheder bliver efter udstillernes ønske først offentliggjort senere.

Eksponering i ind- og udland

Agromek udarbejder pressemeddelelser på dansk, engelsk og tysk på alle to- og trestjernede nyheder og på fransk på de trestjernede Europa-nyheder. Pressemeddelelserne er med til at give ekstra eksponering af udstillernes nyheder.

Alle to- og trestjernede nyheder er i øvrigt kandidater i konkurrencen om forskellige Agromek-priser, der vidner om landmænds og andre brugeres forventninger til disse nyheders værdi ipraksis.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Resultatet af priskonkurrencen offentliggøres ved åbningen af Agromek den 25. november.

Nyhedslisten kan ses på www.agromek.dk

dals