Vores allestedsnærværende fødevareminister Dan Jørgensen (S) lancerede for nylig en afstemning, som skal føre til kåring af danskernes nationalret ved et arrangement den 20. november.

Man fristes til blot at trække på skuldrene, for det er jo dybest set ligegyldigt med sådan en afstemning.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Men inden man resignerer er det værd at stoppe op et øjeblik og se lidt nærmere på forslaget og den prioritering, som fødevareministeren demonstrerer med sit forslag.

Dan Jørgensen er minister for et af Danmarks betydeligste eksporterhverv, som både skaffer valutaindtjening til landet og giver arbejde til flere end 150.000. Erhvervet har betydelige udfordringer i kraft af blandt andet dansk overimplementering af EU-regler og rammevilkår, som svækker erhvervets internationale konkurrenceevne. Det er forhold, som det er mere nærliggende at gå ind i for erhvervets minister.

Han kunne også tage fat på finansieringsudfordringerne, investeringsefterslæbet, generationsskifteproblematikken og meget mere, som er alvorlige emner, der har stor betydning for den enkelte landmand og erhvervet som helhed - og dermed i sidste ende for hele det danske samfund.

I stedet for en fuldhjertet indsats for at skabe gode grundvilkår, har ministeren åbenbart valgt at fokusere på den poppede og populære vinkel.

Men det er nok tvivlsomt, om kåringen af en dansk nationalret bevæger befolkningen i samme grad, som den legendariske tv-vært Poul Thomsen formåede, da han for 30 år siden udskrev en afstmning om at kåre Danmarks nationalfugl. Det var før internettet og de sociale medier, og alligevel fik Poul Thomsen en kvart million danskere til at involvere sig ved at afsende fysiske breve.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dan Jørgensen har ganske enkelt ikke Poul Thomsens folkelige appel, og selv om mad er en vigtig del af alles hverdag, lyder det ikke ligefrem som en folkesag at kåre en nationalret.

Det havde klædt ministeren, om han havde taget fat på Natur- og Landbrugskommissionens forslag eller andre spørgsmål, som er vigtige for erhvervet.