Finansminister Bjarne Corydon (S) præsenterede den 26. august årets finanslov.

Den indeholder flere fine tiltag, mener Landbrug & Fødevarer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Administrerende direktør Søren Gade roser regeringens finanslovsudspil, blandt andet når det kommer til eksportstrategien.

- Det er rigtigt positivt, at regeringen afsætter midler til en kommende eksportstrategi på fødevareområdet, samt en mindre sum til at forberede overgangen til en målrettet regulering af landbruget. Den målrettede regulering har et meget stort vækstpotentiale. Men der ligger en række helt konkrete vækstforslag, som ikke har fået plads i finansloven, og det mener vi er uheldigt. Især hvis man ønsker, at det spæde økonomiske opsving, vi har set i Danmark, skal forsætte, siger Søren Gade.

Landbrug & Fødevarer er også positive over, at regeringen fortsat vil afsætte penge til forskning.

- Især hæfter vi os ved, at regeringen prioriterer den erhvervsrettede, strategiske forskning. Forskning i fødevarer og andre vækstområder er en vigtig investering, hvis vi i Danmark skal styrke vores konkurrenceevne og bevare velfærden. Fødevareerhvervet bidrager væsentligt til at skabe den vækst og de arbejdspladser, som Danmark mangler i disse år. Med de rigtige investeringer og forskning og innovation kan fødevareklyngen levere endnu flere løsninger til det danske samfund, siger Søren Gade.

Ifølge udspillet arbejder regeringen for en øget eksport af danske kvalitetsfødevarer herunder de økologiske.

Der afsættes 30 millioner kroner i perioden 2015-17 til eksportfremmende aktiviteter på fødevareområdet.