I denne artikel opsummeres og gentages i nogen grad, hvad jeg har skrevet i tidligere artikler. Der er tale om emner, der gang på gang dukker op, hvilket siger mig, at der i landmands- og også i visse rådgiverkredse ikke er fuldt ud styr på fundamentale retsregler, hvoraf jeg vil omtale tre i denne artikel. Læsere, der har tjek på ægtepagter, subsidiær ægtefællehæftelse over for SKAT og pantsætning af beholdninger, herunder høsten, kan springe artiklen over og bruge tiden til noget mere fornuftigt. De tre emner, der behandles, fik jeg spørgsmål om samme dag, og spørgsmålene dukker op med jævne mellemrum.

Ægtepagt

Oprettelse af ægtepagt har typisk to formål; for det første sikring af den formuende ægtefælles aktiver i forhold til den ikke-formuende ægtefælle ved separation/skilsmisse. Rent ud sagt betyder det, at den formuende ægtefælle ikke vil dele formuen med "fattigrøven" ved separation/skilsmisse. For det andet sikring af den formuende ægtefælles aktiver i forhold til den ikke-formuendes kreditorer. Det kan være meget fornuftigt i det indbyrdes forhold mellem ægtefællerne at etablere ægtepagt. I forhold til kreditorerne får den formuende ægtefælle ikke en bedre retsstilling ved ægtepagt, end hvis der mellem ægtefællerne var formuefællesskab. Hver ægtefælle hæfter med deres bodel, det vil sige det, de indbragte af aktiver i ægteskabet og under ægteskabet har erhvervet ved arv, gave eller indkomst. Der henvises til min artikel om emnet i Maskinbladet, der udkom den 10. januar 2014.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Subsidiær ægtefællehæftelse over for SKAT

Overskriftens problemstilling har jeg også behandlet tidligere, nemlig i en artikel fra 13. marts 2014. Når jeg på ny nævner denne problemstilling, hænger det sammen med, at jeg efterfølgende har fået flere henvendelser, hvor det bliver mig fortalt, at ved oprettelse af ægtepagt mellem ægtefællerne er den formuende ægtefælle sikret over for den ikke-formuende ægtefælles kreditorer, hvilket i praksis vil sige landmandens kreditorer. Det er ikke rigtigt. Den subsidiære ægtefællehæftelse er en lovbestemt hæftelse, som har været gældende i Danmark i rigtig mange år. Den subsidiære ægtefællehæftelse er udtryk for en atypisk kautionsforpligtelse over for SKAT. Denne atypiske kautionsforpligtelse er etableret ved lov, og det er derfor ikke påkrævet, at der skrives under på et kautionsdokument. Tre betingelser skal være opfyldte, for at SKAT kan gøre den subsidiære ægtefællehæftelse gældende, nemlig

- at der er foretaget forgæves udlæg hos skyldnerægtefællen

- at samlivet mellem ægtefællerne består på tidspunktet for foretagelse af det subsidiære udlæg

- at restancerne, for hvilke der foretages udlæg, vedrører indkomstår, hvori samlivet har bestået.

I disse tider, hvor en række landmænd frivilligt eller tvangsmæssigt bliver nødsaget til at sælge deres landbrugsbedrifter, vil der også blive realiseret skat i forbindelse med salget, enten som følge af at bedrifterne er erhvervet ved skattemæssig succession, eller ved at der konstateres genvundne afskrivninger eller avancebeskatning ved salg af bedrifterne. Det gælder, selvom der nu generelt opereres med lave priser i forhold til de købspriser, man så før 2008. Det ændrer imidlertid ikke ved, at en række landmænd, og specielt landmænd der startede op som selvstændige umiddelbart før landbrugskrisen, og som har erhvervet landbrugsbedriften ved skattemæssig succession, står tilbage med en betydelig skattegæld, efter at ejendommene er solgt. Opnås ikke en ordning med kreditorerne, og kan landmanden ikke betale skatten, og konstateres dette ved forgæves udlæg, kan SKAT under forudsætning af, at samlivet fortsat består, gøre kravet gældende mod landmandens ægtefælle.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Man kan rejse mange spørgsmål ved det rimelige i en sådan retsstilling. Retsstillingen er ikke nødvendigvis rimelig, men på den anden side vil nogen måske indvende, er det heller ikke altid er rimeligt, at vi har en lovgivning der opererer med overført ret til skyldnerens ægtefælle til fremførelse af skattemæssigt underskud. I praksis betyder det, at under en underskudsgivende drift vil erhvervsindtægt, som den ikke erhvervsdrivende ægtefælle oppebærer, ikke være undergivet beskatning. Derfor er en lovændring næppe umiddelbart om hjørnet. Det betyder, at den, der overvejer at indgå ægteskab med en person, der har en latent skattebyrde, eller som er selvstændigt erhvervsdrivende i et erhverv, hvor der er betydelig risiko for at pådrage sig skattegæld, skal tænke sig alvorligt om og måske konkludere, at uægteskabeligt samliv alt andet lige er bedre end kirkens velsignelse - SKAT's velsignelse får man ikke pr. automatik.

Beholdninger - høsten

Landmænd, der er presset på likviditeten og ikke har den nødvendige likviditet til at betale løbende forpligtelser, og som gerne vil betale simple kreditorer (hvad man selvfølgelig også skal), har på det seneste i en række tilfælde spurgt, om man ikke kan anvende høstudbyttet til at betale simple kreditorer, når banken nu ikke vil acceptere det nødvendige (over)træk på kassekreditten. Det korte og kontante svar er: Nej. Høsten omfattes af ejendommens pant, idet panthaver i landbrugsbedrifter ud over pant i selve den eller de faste ejendom(me) tillige i medfør af tinglysningslovens § 37 har pant i driftsinventar og driftsmateriel, derunder maskiner og tekniske anlæg af enhver art, og ved landbrugsejendomme tillige den til ejendommen hørende besætning, gødning, afgrøder og andre frembringelser, for så vidt de ikke udskilles ifølge en regelmæssig drift af den pågældende ejendom.

Man kan så stille det spørgsmål, hvad der forstås ved regelmæssig drift. Det er i hvert fald ikke udtryk for regelmæssig drift, at nogle kreditorer fyldestgøres fuldt ud, når andre ikke fyldestgøres. Ved normal drift vil provenuet ved salg af afgrøder - høsten - normalt indgå på kassekreditten. Det forudsætter imidlertid, at der også sker normale udbetalinger fra kassekreditten. Lukker banken for træk på kassekreditten, men siger "ja tak" til alle indbetalinger på kassekreditten samtidig med, at der stiftes yderligere gæld til simple kreditorer, kommer landmanden ud på dybt vand. Det er i værste fald strafbart. I en sådan situation - det burde måske være sket betydeligt før - skal der trækkes i nødbremsen. Den enkelte landmand har pligten til at sikre, at de forpligtelser, han pådrager sig, bliver honoreret til forfaldstid, og det vil ikke være muligt, når der bliver lukket for kassen. Videreføres bedriften i denne situation, handles der uforsvarligt. Det vil blandt andet kunne få den konsekvens, at mulighederne for efterfølgende gældssanering reduceres betydeligt. Der er behov for rettidig omhu.