Abonnementsartikel

Militær uro hos verdens fjerdestørste eksportør af kvælstof viser, at recirkulering af næringsstofferne kvælstof og fosfor bliver vigtigt i fremtiden, vurderer HedeDanmark.

Konflikten i Ukraine har hen over sommeren ført til, at to kvælstoffabrikker i den østlige del af landet er lukket ned. Det kan mærkes i store dele af verden, da Ukraine er verdens fjerdestørste eksportør af kunstigt fremstillet kvælstof.

Det oplyser det internationale markedsanalysefirma IHS i en analyse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det understreger betydningen af, at man for alvor tager fat på at recirkulere næringsstoffer som kvælstof og fosfor. Også for fosfor kan der nemlig opstå tilsvarende situationer. Den aktuelle situation i Ukraine giver anledning til, at både politikere og virksomheder bør overveje, hvordan vi i Danmark kan bidrage til, at verden får en stabil fødevareforsyning i fremtiden, eksempelvis ved øget genanvendelse, lyder det fra forretningsområdechef Sune Aagot Sckerl, HedeDanmark i Hedeselskabets tidsskrift, Vækst.

Ifølge IHS er to fabrikker, der fremstiller kvælstofprodukterne ammoniak og urea, lukket ned i Ukraine af hensyn til medarbejdernes sikkerhed. Samtidig har kvælstofindustrien i Ukraine oplevet stigende omkostninger, fordi russiske Gazprom den 1. april 2014 ophævede nogle særlige rabatter på naturgas, der bruges som råstof i industriel fremstilling af kvælstof.

Den faldende kvælstofproduktion i Ukraine har ført til, at de internationale markeder er nødt til at finde andre leverandører. I Vesteuropa finder markederne primært nye leverandører i Mellemøsten og Algeriet.

Uholdbart

- Da Ukraine står for seks-syv procent af verdens samlede produktion af kvælstof, vil det kunne mærkes, og det er problematisk, at produktionen blot flytter til andre af verdens mere usikre områder. Nok så vigtigt er det, at noget tilsvarende gør sig gældende for verdens produktion af fosfor, der hentes i miner i blandt andet Marokko og Kina, konstaterer Sune Aagot Sckerl.

- Vi kan reducere vores afhængighed af at importere næringsstoffer ved at recirkulere næringsstoffer i både fødevareaffald og organisk affald fra industrien. I Danmark er vi allerede i gang, men vi kan komme meget længere. Situationen i Ukraine bør give anledning til, at både politikere og virksomheder overvejer, hvordan vi i Danmark kan bidrage til, at verden får en stabil fødevareforsyning i fremtiden. Det kan blandt andet ske ved at eksportere know-how om recirkulering af næringsstoffer, siger Sune Aagot Sckerl.