Balladen om de tunge landbrugskøretøjer på landets kommuneveje fortsætter. Senest har en landmand i Gadstrup - der ligger mellem Roskilde og Køge - rettet henvendelse til Venstres folketingsmedlem Flemming Damgaard Larsen med et nødråb:

- Vi er en del landmænd i Danmark, der har købt en mejetærsker med gummibælter på trækakslen. Det reducerer trykket på jord og vej med cirka 2/3. Trafikstyrelsen betragter sådan et køretøj, som et "én-akslet bæltekøretøj", selvom der er en styreaksel, der bærer cirka en trediedel af mejetærskerens vægt. Mejetærskeren vejer cirka 24 tons, og et bæltekøretøj må kun veje 16 tons. Hvordan kan vi få en dispensation for at måtte køre på offentlige vej i den kommende høst, som snart står for døren? Det kan give klip i kørekortet og op til ny køreprøve. Der er givet dispensation til en kartoffeloptager på bælter i Jylland. Maskinhandlerforeningen har ansøgt Trafikstyrelsen, men får ikke noget svar, fortæller landmand Erik Svendsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Brug for nytænkning

V-politiker Flemming Damgaard Larsen har videresendt henvendelsen til transportminister Magnus Heunicke (S) og bedt ham "se positivt på tilladelse til kørsel på offentlig vej af mejetærskere på gummibælter, der bevirker, at de reducerer trykket på vejbanen med 2/3 i forhold til mejetærskere på almindelige hjul":

- Jeg håber, at ministeren giver den fornødne tilladelse, så Erik Svendsen og andre med de store mejetærskere kan komme ud og høste uden risiko for at miste deres kørekort. Vejmyndighederne må erkende, at der er sket en udvikling inden for landbrugsmaskiner, der reducerer trykket på vejene, og der er brug for nytænkning i vurderingen af, hvor meget landbrugsmaskiner trykker på vejene, siger Flemming Damgaard Larsen til Maskinbladet.

Ved for lidt

Erik Svendsen, der selv dyrker cirka 600 hektar og dels driver maskinstation, føler ikke, at dem, der laver lovene, ved nok om, hvad de laver i forhold til praktikkens verden:

- Det er jo kun en ganske kort periode af året, vi kører med de store mejetærskere, og der er en tendens til, at myndighederne behandler vores ansøgninger ud fra meget fastlåste regler i stedet for at foretage de individuelle vurderinger, der ville vise, at vores store mejetærskere med gummibælter begrænser trykket på vejene i forhold til anvendelsen af traditionelle mejetærskerhjul. Men hvis vi kommer ud på vejen med vores nye mejetærsker med bælter, risikerer vores ansatte at miste kørekortet. Der mangler forståelse hos myndighederne for, at det haster med at få dispensationerne igennem, inden vi skal høste forklarer Erik Svendsen til Maskinbladet.