Der er godt nyt for Vestjysk Bank, der kæmper med at få hævet sin solvens og tilbage i april måtte aflevere en genopretningsplan til Finanstilsynet.

Finanstilsynet har i dag opjusteret sin værdisætning af landbrugsjord, og det giver Lemvig-banken et tiltrængt skub i den rigtige retning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Når vi har så mange landbrugskunder, som vi har, så er det her klart et skridt i den rigtige retning, siger konstitueret administrerende direktør Michael Nelander Petersen til maskinbladet.dk.

16 procent af Vestjysk Banks udlån er til landbrug.

I 1. kvartal havde Vestjysk Bank en solvens på 10 procent, hvilket er noget lavere end kravet på 10,9 procent.

Den højere værdisætning gør nu arbejdet med genopretningsplanen meget lettere for Vestjysk Bank.

- Det er for tidligt at sige noget om, hvor meget det kommer til at betyde for os, men det er en god hjælp til at få et lidt bedre resultat. Det påvirker vores nedskrivninger, så nu kan vi måske tjene lidt flere penge i år og lægge ned på vores resultat og dermed selv være med til at genskabe solvensen i lidt højere grad, end det vi havde regnet med, siger Michael Nelander Petersen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tættere på mål

Selvom udmeldingen fra Finanstilsynet er yderst positiv, så er problemerne dog ikke løst endnu, understreger Michael Nelander Petersen:

- Det her redder os ikke med et trylleslag.

Han vil ikke udtale sig om, hvor tæt banken er på at være i mål.

- Vi arbejder med det hver eneste dag, og vi kommer med en meddelelse, når vi er færdige med arbejdet.

Det har tidligere heddet, at man arbejder hen mod et salg. Om det siger Michael Nelander Petersen:

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det kan jeg ikke udtale mig om, for det er staten, som skal sælge sine aktier.

Staten ejer over 80 procent af bankens aktier.

På Lolland/Falster har Finanstilsynet hævet sin værdisætning med 50.000 kroner per hektar.