- Randzonesagen er i forvejen et forfærdeligt cirkus, men det her er jo bare med til at understrege endnu tydeligere, hvad det her reelt er; nemlig ulovlig ekspropriation af landmandens jord.

Sådan lyder det fra Bæredygtigt Landbrugs direktør Bjarne Nigaard efter fødevareminister Dan Jørgensens (S) forslag om at fjerne kompensationen i forbindelse med randzoneloven.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg synes, han skal tænke sig gevaldigt om. Og hvis han er kommet i en situation, hvor noget udefrakommende gør, at han nu ikke kan udbetale kompensation, så synes jeg, han skal sige, at konsekvensen af det må være, at fjerne hele randzonekomplekset. Man kan jo ikke i en situation, hvor folk er blevet lovet en gulerod så kun benytte stokkemetoden, når guleroden forsvinder. Det dur simpelthen ikke, så han er nødt til at fjerne de randzoner fuldstændig.

For nyligt besluttede Dan Jørgensen sammen med Venstre, Liberal Alliance og Dansk Folkeparti at arbejde for en ét årig randzoneordning.

Penge afsat til kompensation skal i stedet bruges på landmænd med randzoner til miljøprojekter.