På Borgeby Fältdager den 25.-26 juni er der skandinavisk premiere fire nye løsninger fra Överum.

På Överum-standen vil de blive vist frem. Fokus er det præcise såbed og den gode spiring, den præcise gødningsdosering, on-land pløjning og mekanisk rækkerensning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Alt sammen til gavn for en bedre driftsøkonomi og for miljøet og bag ligger en målrettet udviklingsindsats i Kongskilde-koncernen.

- På Borgeby Fältdagar præsenterer vi nye løsninger, der giver landmanden bedre driftsøkonomi gennem bedre jordbearbejdning og præcis gødningsspredning. Andre af vore nyheder hjælper landbruget med at reducere miljøbelastning og jordpakning, fortæller Henning G. Sørensen, direktør/markedschef i Överums Bruk AB.

Han fortæller videre, at det er resultatet af Kongskilde koncernens store investeringer i ny teknologi og løsninger, hvor der er fokuseret på landmandens driftsøkonomi samt de store miljøudfordringer, som landbruget møder.

Præcisionsharve

Kongskilde har blandt andet udviklet den nye Germinator Pro præcisionsharve, hvor målet er det bedste såbed til højværdiafgrøder.

Seks arbejdszoner og flydende ophæng sikrer præcision i dybden og en komposition med flere jordpartikler i den optimale 4-8 mm størrelse. Den er allerede i foråret blevet testet med godt resultat hos svenske og danske roeavlere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Överum Vari Flex On-land vendeplov vil også blive præsenteret.

Den pløjer on-land eller i furen f.eks. under fedtede forhold. Den kan valgfrit trækkes med bæltetraktor eller med brede dæk/tvillingehjul på traktoren. Sammen med traktorens GPS-system pløjer on-land ploven millimeterpræcist.

Så er der den nye Wing Jet Hydro bomspreder med hydraulisk gødningsdosering. Sektionsopdelingen i individuelle zoner reducerer gødningsoverlap til et minimum. Alt sammen forbedrer det gødningseffektiviteten og giver færre kvælstofrester i jorden efter høst. Samtidig giver bomprincippet frihed til at anvende billigere handelsgødninger.

Endelig er der Kongskildes nye Vibro Crop Intelli rækkerenser med kamerastyring og GPS-styret sektionsløft, som sikrer effektivitet i rensningen og skånsom behandling af afgrøden. Stor arbejdsbredde og høj arbejdshastighed sikrer produktiviteten. Rækkerenseren kan reducere brugen af kemi i majs og roer med op til 70 procent, oplyser Kongskilde.

Överum hører under Kongskilde-koncernen.