Abonnementsartikel

Hjørring trak 29.000 besøgende til dyrskuet - 3.000 flere end sidste år.

Både stemning, publikummer, dyr, udstillere og ikke mindst vejret viste sig fra sin positive side under de to dyrskuedage i Hjørring. Da billetsalget blev gjort op sidst på eftermiddagen lørdag havde cirka 29.000 gæster besøgt årets skue - et besøgstal, der er næsten 3.000 højere end sidste år. Både et vellykket dyrskue og det flotte besøgstal gav anledning til stor tilfredshed i LandboNord.

- Det er skønt at se, at alle vores forberedelser og nye initiativer bærer frugt, og at mange nordjyder har valgt at bruge en dag eller to i dyrskuets selskab. Og min fornemmelser er, at folk har fået en god oplevelse med sig herfra, siger dyrskueansvarlig Karin Møller Larsen fra LandboNord i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bedømmelserne og præsentationerne i ringen blev afviklet planmæssigt, og niveauet blandt de udstillede dyr var igen i år meget højt.

Titlen som Miss Vendsyssel - landsdelens smukkeste malkeko - gik til en Tronsmarks Holstein ved Casper Koldkjær Pedersen fra Bindslev. Fra samme besætning kom den bedste Interbreed besætningsgruppe.

Hos kødkvæget var bedste besætningsgruppe en charolais-besætning fra Brian Kirk ved Fjerritslev. Bedste hundyr inden for kødkvæg var en simmental-ko fra Birgitte & Lars Nielsen ved Jerslev, mens bedste tyr var en Angus fra Berit & Henrik Ahrenholt Madsen ved Skørping.

Blandt hestene gik prisen for skuets bedste hoppe til en hoppe fra Preben Olesen ved Flauenskjold, mens skuets bedste hingst blev en Oldenborg fra Ann-Sophie Rishøj Larsen fra Sindal.