Dette års Græsland er blevet skudt i gang her med Kuhns nye trippelskårlæggersæt.

Over 60 maskinsæt er meldt til demonstrationen, som foregår den 20. juni fra kl. 10-22 ved Elmegaarden, Frederiks nær Viborg i det midtjyske.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Arrangørerne bag er foruden Elmegaarden også LMO, DLF samt Erhvervsakademi Aarhus.

- Der er meldt over 60 maskinsæt til, og de fordeler sig på maskineri til bjærgning af grovfoder lige fra skårlægning, vendere, river, finsnittere, frakørselsvogne til gummigede og silofordeler i ensilagestakken. Desuden bliver der demonstreret maskiner til den efterfølgende gylleudbringning på græsmarken, fortæller Rasmus Trads Møller, planteavlskonsulent hos LMO.

Det er ikke blot maskinerne, som er i fokus på Græsland 14.

Der vil i høj grad være en rød tråd med fagligheden i top, hvor flere emner bliver taget op. Det drejer sig blandt andet om faste kørespor, udbyttemåling, korrekt stubhøjde, korrekte græsblandinger, græsmarkpleje og udnyttelse af husdyrgødningen.

Arrangementet foregår på et 105 hektar stort areal i kun tre stykker, så der bliver god mulighed for at nå rundt omkring de mange maskiner i løbet af dagen.