Abonnementsartikel

Forsøgsstationen AU Jyndevad fylder 75 år, og jubilæet markeres med en temadag om blandt andet vanding og energiafgrøder.

Forsøgsstationen AU Jyndevad kan i år fejre 75 års fødselsdag. Forsøgsstationen, der ligger lige nord for den dansk-tyske grænse, fejrer dagen med en temadag med en række indlæg fra forskellige forskere fra Aarhus Universitet.

Temadagen, der har overskriften "Vanding, økologi, energiafgrøder, majs og kartofler", finder sted 26. juni. Der bliver for deltagerne mulighed for at besøge fem faglige temaer i de forskellige marker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Professor Mathias N. Andersen fra Institut for Agroøkologi fortæller om vanding i majs, seniorforsker Elly Møller Hansen fra samme institut fortæller om majs og efterafgrøder, mens ph.d., cand.agro. Finn Plauborg og ph.d.-studerende Zhou Zhenjiang fortæller om vanding af kartofler. Endelig vil jordbrugstekniker Søren Sommer fremvise energiafgrøder, mens Margrethe Askegaard fra Videncentret for Landbrug fortæller om økologi og vanding af lupin.

- Vi håber på, at det faglige program kan vise mangfoldigheden på AU Jyndevad og give et indblik i de aktiviteter, som universitetet udfører på forsøgsstationen. Temaerne håber vi henvender sig til en bred skare - fra den fagligt interesserede landmand til konsulenter i landbruget, siger Finn Plauborg, som står bag temadagen.

Det faglige element om formiddagen afløses om eftermiddagen af en social del med jubilæumsreception.