Abonnementsartikel

Udstillere og arrangører tæller ned til Det Østjyske Dyrskue i Horsens den 13. og 14. juni

Forberedelserne til året dyrskue i Horsens har været i gang længe, og der er i år særdeles god opbakning fra udstillerne. De møder talstærkt op og sørger for, at dyrskuepladsen bliver fyldt med flotte dyr og spændende nyheder inden for maskiner og teknik den 13. og 14. juni.

Der udstilles i år ca. 350 store dyr, hvilket er en fremgang på cirka et halvt hundrede dyr i forhold til sidste år. Fremgangen er at spore hele vejen rundt. Udstillingen omfatter cirka 75 heste (fordelt på 18 racer), 130 stk. kødkvæg, 110 stk. malkekvæg samt 35 får og geder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er dyrskue nummer 144 i rækken, og det har stadig stor betydning, at vi holder dyrskue, siger formanden for Foreningen Land & By Østjylland, Peter Søgård Mortensen, Østbirk.

- Vi har brug for at fortælle den gode historie om landbruget, og dyrskuet er en oplagt mulighed til at vise omverdenen alt det positive, der foregår i vores erhverv.

Vigtigt mødested

- Samtidig er det et vigtigt mødested for landmænd, som kan studere resultatet af avlsarbejdet og se på maskinnyheder på pladsen. Selv om udviklingen går stærkt, og tiderne skifter, er det noget, der altid er behov for, siger Peter Mortensen, der blev valgt som formand for foreningen på generalforsamlingen i marts.

Dyrskueforeningen blev etableret for et par år siden og er ansvarlig for Det Østjyske Dyrskue, som afvikles i tæt samarbejde med Vejle-Fredericia Landboforening, Østjysk Landboforening og Landboforeningen Odder-Skanderborg.

Som noget nyt er Maskinbladet i år tilknyttet som mediepartner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Også små dyr

Ud over de store dyr vil der være en udstilling af mindre dyr som kaniner, høns samt det populære børnedyrskue, der omfatter cirka 50 dyr og er en slags rugekasse for det store dyrskue. Udstillingen omfatter både ponyer, kalve, hunde, kaniner, marsvin og andre dyr.

Sidste år var der katte med på dyrskuet for første gang, og det blev en stor succes. Den gentages i år i endnu større omfang og kombineres med en faglig udstilling om pasning af katte.

Fredag får dyrskuet besøg af børn fra dagplejer, børnehaver og skoler, og her ventes det, at 4.000-5.000 børn vil myldre ind på pladsen fra morgenstunden.

Årets dyrskuetale ved frokosten fredag holdes af Lars Mose, der indtil for få måneder siden var fællestillidsmand på Danish Crown.