Den klassiske Land Rover legende, Defenderen, som har rødder helt tilbage til 1948, har længe været holdt kunstigt i live. Den lever på en dispensation, der udløber ved udgangen af 2015, hvor produktionen stopper, og en afløser præsenteres. Defenderen har visse problemer med at overholde moderne krav til sikkerhed og emissioner, ligesom den håndbyggede aluminiumsbil er uforholdsmæssigt dyr at producere.

Til gengæld kan hard-core Land Rover entusiaster glæde sig, for briterne har planer om en afløser, der efter de første forlydender også bliver en upretentiøs praktiker med store evner i terrænet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Mit indtryk er, at det er som om, folk endnu ikke rigtig tror på, at det er slut med Defenderen ved udgangen af i 2015. Og jeg kunne godt forestille mig, at der dukker nogen op, som vil sikre sig en af de sidste versioner, siger Michael Lund, pressechef hos importøren, British Car Import.

I Danmark sælges der flest af dels den 90 tommers van-udgave, dels af den 130 tommers mandskabsvogn uden registreringsafgift og som glimrer med høj gensalgsværdi. Mange er glade for dem som trækdyr, da de må have 3.500 kg på krogen. Sidste år blev der afsat bare ni Defendere på det danske marked og året forinden 22.

- I år forventer jeg at vi sælger 15-20 stykker. Men vi ved, at Defender er et ikon, som flere vil vælge at anskaffe sig i en af de sidste udgaver, og derfor håber vi at høre fra kunderne i så god tid, at vi kan opfylde alle ønsker inden produktionen stopper, siger Michael Lund

Tys-tys om efterfølgeren

Helt præcist hvordan efterfølgeren for dette historiske ikon kommer til at tage sig ud, kan man foreløbig kun gisne om. Der har ganske vist været vist enkelte designforslag, ikke mindst konceptbilen Land Rover DC100 Concept, som blev vist på den internationale biludstilling i Frankfurt i 2011, en på én gang smart og grovkornet sag.

- Men den skal nok kun betragtes som en skitse, et stilstudie. Normalt er det sådan, at når en bil udgår af produktion, så er den næste version klar - eller næsten klar. Men sådan bliver det nok ikke her. Vi ved at der arbejdes på at skabe en ny modelfamilie, ligesom det for nyligt er præsenteret på Discovery. Men hvornår sløret kan løftes for flere detaljer, kan vi ikke fortælle på nuværende tidspunkt. Der er ikke sat timing på, hvilket motorshow afløseren skal debutere, men næppe inden den nuværende model udgår, hvilket er om halvandet år, siger Michael Lund.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg kunne i øvrigt godt forestille mig, at designeren, som arbejder på bilen lige nu, er godt og grundigt nervøs for, hvordan den bliver modtaget. Det er en meget stor opgave at tegne en efterfølger til et ikon med så mange år på bagen, siger Michael Lund.

To millioner solgt

Land Rover Defender - som fik sit tilnavn Defender i 1990 - nåede sidste år at bliver fejret i stor stil i England under modellens 65 års jubilæum. På det tidspunkt var der bygget over to millioner, hvis man tæller den oprindelige Land Rover og Defender som én model. Den første million eksemplarer rundede man allerede i 1976.

Jubilæumsfestlighederne blev holdt på det stilige gods, Packington Estate, som tidligere har været Land Rovers officielle testområde. Fødselsdagskagen blev fløjet ind med en Royal Navy Lynx helikopter til arrangementet, hvor der deltog 150 klassiske Land Rovere.