Danske svineproducenter fremhæves i dokumentar sendt på tyske ZDF som et godt eksempel på, hvordan man får sænket forbruget af antibiotika.

Danmark er et foregangsland, som man bør lære af, når det handler om kampen mod resistente bakterier, som for eksempel MRSA, hedder det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det skriver Landbrug & Fødevarer. Maskinbladet har ikke selv set dokumentaren.

Dokumentaren "Faren fra stalden" blev sendt onsdag den 4. juni 22.45 på ZDF. Her fremgår det blandt andet, at der i Tyskland årligt dør 15.000 mennesker af infektioner, som formodes at skyldes resistente bakterier. I den tyske kødproduktion bruges i alt 1.700 tons antibiotika om året, hvoraf de fleste bruges i svineproduktionen.

Dokumentaren peger på, at det tyske forbrug af antibiotika er unødigt højt, og i den forbindelse fremhæves Danmark som et land, hvor man gennem en målrettet indsats er lykkedes med at få et langt lavere forbrug, og dermed minimere risikoen for at udvikle og sprede de farlige bakterier.