I forbindelse med udarbejdelsen af et nyt randzonekort er der stillet spørgsmålstegn ved, om randzonearealet kommer over de aftalte cirka 25.000 hektar med ti meters bredde.

Men fødevareminister Dan Jørgensen (S) slår fast, at man på baggrund af eksisterende data stadig vurderer, at randzonearealet bliver ca. 25.000 hektar:

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

- Det foreløbige kortlægningsarbejde giver ingen grund til at tro, at det skulle forholde sig anderledes, oplyser han til Henrik Høegh fra Venstre

Han forklarer videre, at det samlede randzoneareal i hektar ikke svarer til antallet af kilometer vandløb ganget med 20, selvom der som udgangspunkt skal udlægges ti meter randzone på hver side af et vandløb.

Overlap

Det skyldes blandt andet, at der fra randzonearealet skal fratrækkes to meter bræmmer, fredskov, byzone, veje, haver og naturarealer samt arealer. For disse arealer er der givet dispensationer og/eller reduktioner.

I forbindelse med den oprindelige randzonelov skulle der være randzoner ved 72.000 kilometer vandløb samt søerne - i alt cirka. 52.025 hektar randzoner.

Det er med de nye regler reduceret til 32.900 kilometer vandløb og cirka 23.800 hektar randzoneareal.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Til de ca. 23.800 hektar kommer et ikke præcist kendt antal hektar randzoner langs offentlige vandløb, som dog forventes at være begrænset, idet der er en høj grad af overlap mellem offentlige vandløb og de tre andre vandløbstyper.

Væsentlig større

Den foreløbige vurdering er ifølge Dan Jørgensen, at der er cirka 1.300 kilometer offentlige vandløb, som ikke overlapper med de øvrige typer vandløb.

- Hvis det mod forventning viser sig, at randzonearealet bliver væsentligt større end 25.000 hektar, giver loven mulighed for at reducere randzonernes bredde ved bekendtgørelse, forklarer fødevareministeren.

"Væsentlig større" definerer Dan Jørgensen som 27.000 hektar eller derover.