Helms TMT-Centret har netop udvidet med en ny afdeling i Ringsted, der skal servicere kunder på Sjælland og i det sydlige Sverige.

De 2.200 kvadratmeter blev indviet med live-musik og helstegt pattegris, og udover nysgerrige besøgende var direktøren fra den tyske samarbejdspartner Schäffer, som producerer knækstyrede minilæssere, til stede sammen med Ringsteds borgmester og direktør Kristian Helms. Sammen klippede de snoren over til den nye afdeling.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Samarbejdet med Schäffer har 20 års jubilæum i år, hvor 3. generation af Schäffer-familien samarbejder med 3. generation af Helms-familien.

Stort sats

Det er Helms TMT-Centrets søsterselskab Scandirent, der har bygget afdelingen i Ringsted og står for udlejning.

Det er ejendomsselskabets største byggeri til dato, og samtidig er det også Helms TMT-Centrets største lejemål, så der er tale om en stor satsning for begge parter.

Borgmester Henrik Hvidesten glæder sig over, at Helms har valgt at satse på Ringsted:

- Det er godt, at vi er flere, der har ambitioner om at tiltrække virksomheder her til Ringsted Kommune, siger han i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Direktør Kristian Helms slår fast, at man er kommet for at blive, og at der på den 26.000 kvadratmeter store grund er plads til at udvide enten med flere facader ud til motorvejen for en kollega eller måske for Helms TMT-Centret selv.

- Vi er ikke bare på besøg, men ønsker at være her på den lange bane, siger Kristian Helms.

Helms TMT-Centret importerer maskiner fra det meste af Europa og distribuerer dem i Danmark, Sverige og Norge gennem et landsdækkende forhandler- og servicenet.

Det er fortrinsvis maskiner til landbrug, bygge- og anlægsområdet, den grønne sektor samt til kommuner.

Udover Ringsted er der afdelinger i Aarhus og i Herning.