Abonnementsartikel

Masser af dyr, imponerende maskiner, fremragende vejr og glade publikummer viste sig at være opskriften på endnu et succesfuldt Fjerritslev Dyrskue lørdag den 24. maj.

I løbet af dagen vrimlede store og små gæster til dyrskuepladsen for at tilbringe en dag blandt dyr, maskiner og masser af gode oplevelser, fremgår det af en pressemeddelelse.

- Vi er meget tilfredse med, hvordan dyrskuet er forløbet i år, og det er skønt at opleve så mange publikummer, som går herfra med en god oplevelse. Det gør de mange måneders forberedelser det hele værd, siger dyrskueudvalgets formand Jonna Bach, der endnu ikke kender det præcise besøgstal.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hun vurderer dog, at der var mindst lige så mange publikummer som sidste år, der var et godt år.

Borgmesterens opfordring: Følg virkeligheden

Borgmester Mogens Gade havde også lagt vejen forbi dyrskuet fra morgenstunden, hvor han holdt åbningstalen. Her understregede han, at landbruget er et meget værdifuldt erhverv i Jammerbugt Kommune.

- I Jammerbugt Kommune vil vi både benytte og beskytte vores smukke natur, men min opfordring går på, at politikerne på Christiansborg skal forholde sig til virkeligheden. For er der forskel på teori og virkelighed, så er det sund fornuft at følge virkeligheden, lød det fra borgmesteren, mens han hentydede til, at al for megen lovgivning sker på baggrund af modelberegninger, frem for at man ser på de faktiske omgivelser.

Også LandboNords formand Niels Vestergaard Salling holdt dyrskuetale, hvor han blandt andet opfordrede dyrskuets gæster til at gøre deres stemme gældende til valget til Europa Parlamentet, da mange af de beslutninger, der bliver truffet i EU, har stor indflydelse på dansk landbrug.