Abonnementsartikel

I 2015 kan nystartede landbrugere søge en ny støtteordning, hvis de er 40 år eller yngre. Støtten bliver formentlig på 630 kroner pr. hektar.

630 kroner pr. hektar. Den er den nye støtte, som ventes indført til landmænd i forbindelse med den nye landbrugsreform i EU. Dog er en af betingelserne, at ansøgeren højest er 40 år i ansøgningsåret.

Støtteordningen er opstået, idet EU gerne vil hjælpe unge landbrugere ind i erhvervet, og beløbet forventes således at blive på omkring 630 kroner pr. hektar, oplyser NaturErhvervstyrelsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ud fra landbrugets regnskaber i 2012 anslår NaturErhvervstyrelsen, at en ung landmand med en gennemsnitlig størrelse heltidsbedrift efter ejeraflønning ville have øget sin bundlinje med 15 procent.

- Vi håber, at den nye ordning kan give de unge landbrugere en hjælpende hånd. Det er klart, at man ikke kan basere sig på denne støtteordning alene, men den kan gøre opstarten mindre usikker, siger enhedschef Lotte Dige Toft i NaturErhvervstyrelsen.

Her er betingelserne

Fra 2015 og frem kan man søge den nye støtteordning, hvis man opfylder følgende betingelser:

Man er førstegangsetableret som landbruger.

Man er højst 40 år i ansøgningsåret - dvs. man må ikke fylde 41 år i 2015.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Man har allerede startet en landbrugsvirksomhed inden for de sidste fem år.

Man kan kun få støtte i de første fem år som nyetableret landbruger. Hvis virksomheden er fire år gammel på ansøgningstidspunktet i 2015, kan man derfor kun få støtte i ét år.

Man kan maksimalt få støtte til 90 ha. For at få støtte under ordningen ?Unge landbrugere?, skal virksomheden også modtage Grundbetaling for det samme areal. Grundbetaling er den ordning, der afløser Enkeltbetaling i 2015.

Satsen er ikke klarlagt

Støtten forventes som tidligere nævnt at blive på 630 kroner pr. hektar. Der afsættes cirka 136,6 mio. kr. til ordningen i 2015, og NaturErhvervstyrelsen forventer, at cirka 2.000 ansøgere vil ansøge om støtte for tilsammen cirka 150.000 hektar.

Hvis der kommer flere ansøgninger end forventet, vil støttesatsen blive lavere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Man kan søge om støtte til "Unge landbrugere" i Fællesskemaet for 2015, samtidig med at man søger om anden EU-arealstøtte.

Reglerne vil være endeligt på plads den 1. august 2014. Støttebeløbet og andre forhold kan derfor ændre sig. Et udkast til reglerne kan ses på Hoeringsportalen.dk.