Sommer er ensbetydende med maskintransporter på langs og tværs af landet. Scantruck, som er blandt Danmarks største udbydere af maskiner til såvel entreprenørbranchen som landbruget, holder da også en god tradition i hævd, når turen går rundt til maskinudstillingerne på de fem største dyrskuer landet over.

- Som altid er dyrskuerne en kærkommen lejlighed for os til at komme helt tæt på både vore mange nuværende kunder og også rigtig mange, som forhåbentlig bliver kunder hos os. Dyrskuer er nærhed og hyggelig mulighed for en afslappet snak over en kop kaffe eller lidt koldt til halsen. Erfaringen viser, at mange gerne vil se nærmere på maskinerne og have svar på spørgsmål. Derfor har vi naturligvis vore produktspecialister med på turen landet rundt, fortæller Scantrucks salgschef, Henrik Kirketerp-Møller.

Afspil igen

Læs mere

Luk annonce

Ny gummiged

Scantrucks Tour de Dyrskue starter på Landbrugsmessen Gammel Estrup på Djursland, hvor fire af firmaets importmærker lines op til beskuelse lørdag den 24. og søndag den 25. maj. Side om side med køer og geder ruller Scantruck ind med både gravko og gummiged fra Komatsu.

Gummihjulslæsseren WA320-7 er helt ny i Komatsu-familien, hvor den nu tager over efter "streg-seks"-forgængeren. Den kommer til at spille en særlig rolle, idet den er med rundt på hele dyrskue-turen.

Den 15 tons tunge maskine er udstyret med en ny Stage IIIB-motor, som yder hele 170 hk. Komatsus motorkonstruktører har udviklet motorstyresystemet "Komatsu SmartLoader Logic", som er blevet en del af den nye WA320-7'er. En avanceret, hydrostatisk transmission er med til at banke brændstofforbruget i bund.

Manitou repræsenteres af teleskoplæssere til både landbrug og byggeri, og også Scantrucks to mindre mærker i læssemaskiner, Atlas og Mustang, kommer med til Gammel Estrup.

Ny Manitou-kraftkarl

Roskilde Dyrskue er Danmarks største, og Scantruck kvitterer i dagene 30. maj til 1. juni med en stand på ikke mindre end 600 kvadratmeter. Det giver plads til såvel store som små gravemaskiner fra Komatsu og naturligvis også en gummihjulslæsser.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hovednummeret i Roskilde bliver dog ubetinget danmarkspremiere for den splinternye Manitou MLT960 landbrugsteleskoplæsser. En kraftkarl med løftekapacitet på 6000 kilo og løftehøjde op til ni meter. Den får selskab af yderligere tre Manitou-maskiner samt læssere fra Atlas og Mustang.

Endvidere tager Scantruck også sit femte importmærke, McCloskey, med til Roskilde, i skikkelse af den kompakte sorterermaskine Mini Sizer.

Aabenraa og Odense

Straks efter, at der er pakket ned i Roskilde, sætter Scantruck-karavanen kursen mod Sønderjylland. Aabenraa er værtsby for Det Sønderjyske Fællesdyrskue den 6. og 7. juni, og også sønderjyderne får lejlighed til at se nærmere på både Manitou, Komatsu, Atlas og Mustang.

De fire maskinmærker ruller videre fra Aabenraa til Scantruck-standen på Det Fynske Dyrskue i Odense den 13. til 15. juni. Og ugen efter, den 20. og 21. juni, går det stik nord til Hjørring Dyrskue, hvor Scantruck traditionen tro også breder sig på en stand med god plads til at præsentere masser af hestekræfter.

Finale på Bornholm

Både Manitou og Komatsu er med i Hjørring med hver tre maskiner. Også her er de mindre læssere fra Mustang og Atlas med, og tillige tager Scantruck også McCloskey Mini Sizer med til Hjørring.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rosinen i pølseenden på årets maskin-turné bliver Nyker Maskin- og Trucker Show på Bornholm. Begivenheden er også kendt som Store Legedag. Når det går løs fredag den 8. og lørdag den 9. august, er det 11. gang, der kaldes til maskinudstilling, fest og farver i Nyker. Scantruck deltager med en Manitou teleskoplæsser, en Komatsu gummiged og en Mustang-minilæsser med kabine.