Abonnementsartikel

Regnskabet for 1. halvår viser et lille fald i omsætning og resultat, men det sker i et vanskeligt marked, fremhæver den administrerende direktør.

1. halvår af regnskabsåret 2013/2014 var vanskeligt, men alligevel er det lykkedes Danish Crown at præsentere et solidt resultat. Det siger administrerende direktør Kjeld Johannesen i en pressemeddelelse.

- Verdensmarkedet har det seneste halvår været præget af Ruslands importforbud mod svinekød fra EU og virussygdommen PEDV, der har ramt den amerikanske svineproduktion hårdt. I et så vanskeligt marked er det Danish Crowns styrke at have bred markedsadgang globalt. Det giver os muligheden for at manøvrere til gavn for vores ejere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Koncernen har i første halvdel af regnskabsåret 2013/14 haft en omsætning på 28,2 milliarder kroner. På trods af en organisk vækst på 3,1 procent er det et fald på 0,3 milliarder kroner i forhold til samme periode sidste år.

Det skyldes lavere markedspriser på svinekød.

Resultatet er påvirket negativt af hensættelser til lukning af afdelingen i Faaborg, der dog mere end opvejes af lavere renteudgifter og indtægter fra salg af ejerandele i associerede selskaber, så nettoresultatet for perioden lander på 813 millioner kroner mod 713 millioner kroner i første halvdel af regnskabsåret 2013/14.

Svinepest

Danish Crown er blevet ramt af det russiske importforbud, hvilket har ramt noteringen hårdt. Det ærgrer bestyrelsesformand Erik Bredholt.

- Det er en rigtig kedelig situation. Udsigterne for første halvår af 2014 så rigtig fornuftige ud for de danske svineproducenter, men den situation er nu desværre udfordret. Ikke desto mindre leverer Danish Crown - trods et meget vanskeligt marked - en absolut konkurrencedygtig afregning sammenlignet med det øvrige Europa, siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Resultat af primær drift blev 864 millioner kroner sammenlignet med 974 1. halvår 2012/2013.

Resultat af primær drift før særlige poster 944 millioner kroner mod 974 millioner kroner.

I forhold til halvåret året før er andelshaverleverancer faldet med 4 millioner kg og antallet af medarbejdere er 22.469 mod 23.036.

Egenkapitalen er steget fra 5.240 millioner kroner mod 5.560 millioner kroner.