Abonnementsartikel

Skodborg Dækservice kører i øjeblikket test på et nyt koncept med to smalle dæk frem for ét bredt.

Dæk er blevet dyre. Dæk i dag har fået så meget teknologi i sig, at de kan holde til større og større belastninger og overføre flere og flere hestekræfter. Især brede dæk kræver meget udvikling for at få dæksiderne til at holde optimalt.

Men er det nødvendigt med de brede dæk, og hvad er alternativet? Svaret kommer måske fra Skodborg Dækservice A/S, som netop nu prøvekører et nyt system med to smalle dæk på eksempelvis traktorens foraksel for på den måde at undgå dyre dæk-løsninger samt opretholde en høj stabilitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Projektet startede for tre år siden og har langsomt udviklet sig, fortæller Felix Ratgen, direktør hos Skodborg Dækservice og idemand bag projektet.

- Konceptet giver flere fordele og foruden den billigere løsning, så kan der opnås en højere belastning, bedre trækevne, et markant lavere dæktryk samt en større anvendelighed.

Bedre trækevne

Dobbelt hjulmonteringen kan enten leveres som et tvillinghjul eller som en fuldsvejset fælg, hvor den dobbelte hjulmontering sidder sammen permanent.

Et sådan system kører i dette forår hos Jørgens Maskinstation i Midtjylland, og her har man haft systemet i brug i cirka 400 timer, og forventninger er indfriet.

- Forhjulene står virkelig fast, især på den tungere lerjord, kan man virkelig mærke forskel, fortæller Simon Hansen, som er fast chauffør på Fendt 936 med SyreN fronttank samt Samson PG 25 gyllevogn på Jørgens Maskinstation.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I bløde pletter er fordelen i den dobbelte hjulmontering, at hjulene kan komme af med jorden mellem dækkene i stedet for at skubbe af sted med det foran hjulene, som var tilfældet på de tidligere forhjul, fortæller Simon Hansen og hentyder til den tidligere dækmontering på 710/60 R34.

På dobbelthjul-monteringen er der monteret to gange 420/85 R38, og dette giver en totalbredde på 3,3 meter.

Lavt lufttryk

På Jørgens Maskinstation er man gået fra 2,0 bars dæktryk i de tidligere forhjul til 0,8 bars dæktryk.

- At vi kan gøre dette skyldes, at de dæk, som er monteret på forakslen, er bygget til kørsel med 70 kilometer i timen. Men da jeg ved, at traktoren aldrig kommer over 45 kilometer i timen, så kan belastningen hæves eller lufttrykket sænkes, fortæller Felix Ratgen.

Det markant lavere lufttryk, som er reduceret med over 50 procent, fungerer indtil videre rigtig godt, og det bliver spændende at følge traktoren igennem sæson 2014. Lufttrykket er ens i begge dæk og styres af en lufttryksudligning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det lave lufttryk giver også en fordel, når traktoren skal give gylle på slæt græsmarkerne, fortæller Felix Ratgen:

- Det lave dæktryk gør, at der er flere klodser, som trykker på græsset, og der opnås et større areal, da græsset lettere rammer bunden af karkassen i dækket.

Den dobbelte hjulmontering holder sig inden for gyllevognens bredde, og det har flere fordele:

- Dels er den ikke mere besværlig på vejen, og dels giver det en meget mere stabil kørsel. Ikke nok med, at der er fire dæk, som har kontakt med jorden, så bliver trykket fra forakslen også placeret tættere på traktoren, og det store moment i hjulene, som slider voldsomt på hjullejerne, mindskes betydeligt, da hjulene er så tæt på traktoren som muligt, understreger Felix Ratgen.

Stor anvendelighed

Skodborg Dækservice har også en løsning kørende på Rostgaards Maskinstation, hvor en John Deere 8360R har dobbelt dækmontering, og når gyllevognen er ovre, og der skal ensileres majs, så flyttes den dobbelte hjulmontering over på gummigeden til stakkørsel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det kan altså give en større anvendelighed af dækkene i sæsonen, fortæller Felix Ratgen, som også påpeger , at systemet koster mindre.

- Der er cirka 10 procent at spare i indkøb sammenlignet med et traditionelt bredt dæk.

Felix Ratgen nævner desuden, at en Claas Lexion 770 står for tur med montering af dobbelt hjul på både træk- samt styrehjul.