Abonnementsartikel

Kæmpe stand fra Case Construction på Conexpo 2014 indeholdt også interessante nyheder til det danske marked.

En international maskinmesse er for en dansk besøgende - og sikkert også for mange andre nationaliteter - en blandet pose bolsjer. Der er rigtigt meget materiel, man gerne vil have fingrene i, mange maskiner man gerne vil have med hjem, og lige så meget som man med stor sandsynlighed aldrig får at se på dansk grund.

Enten er maskinens dimensioner henvendt til eksempelvis minedrift eller materialeudvinding i helt andre størrelsesforhold end de danske, eller også kan der være tale om en maskine, som der per tradition ikke arbejdes med i Danmark.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Netop i den sidste kategori finder man de skridstyrede minilæssere. Hos Case Constructions stand var der flere nyheder med på den front, og det glædede Palle Kjærsgaard, direktør i danske S.D. Kjærsgaard, der importerer og forhandler Case Construction.

- Den type maskine appellerer traditionelt ikke til Danmark, fordi maskinførerne gerne vil have et rat. Vi bruger hellere en knækstyret læssemaskine, men den skridstyrede er mere aggressiv og kan flytte mere. Det er nogle fede maskiner, og jeg tror på, at der er et marked i Danmark for den type, men det skal opdyrkes, sagde Palle Kjærsgaard på Case Constructions stand under Conexpo 2014.

Stort marked

Gummihjulslæssere er en væsentlig del af den danske forretning med model 721F som den mest solgte maskine fra S.D. Kjærsgaard, fortalte Palle Kjærsgaard.

På Conexpo 2014 præsenterede Case Construction desuden en ny 921F med Stage 4/Tier 4 Final motor. Opfyldelsen af de skrappe emissionskrav er sket gennem dieselpartikelfilter og AdBlue.

Endnu en nyhed i F-serien er modellen 321F. Den kommer nu i en nydesignet udgave med blandt andet forbedret manøvredygtighed. Også den kommer med Stage 4/Tier 4 Final motor.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Den skal afløse 321E, som fortsat findes på markedet. 321F bliver introduceret på det europæiske marked i slutningen af 2014. Det er et stort marked for den i Danmark, fastslog Palle Kjærsgaard.

Case 921F vil blive tilgængelig i 2015.

Gradere til Europa

Et sted, hvor kulturforskellene også slår igennem mellem Danmark og USA, er i forhold til rendegravere. Der stod flere modeller udstillet på Case Constructions stand, men som Palle Kjærsgaard selv påpegede, så er de uden sideforskydning på gravearmen.

- I USA er en rendegraver en gravemaskine. De kører til opgaven og graver. De tænker ikke i sideforskydning, mens det i Danmark er meget mere udbredt. Vi sælger cirka 25 rendegravere i Danmark om året, og af dem er de 20 med sideforskydning. Vi har i Danmark fundet ud af at anvende rendegraveren meget mere fleksibelt, sagde Palle Kjærsgaard.

Til det traditionelle gravesegment introducerede Case sin nye CX350D gravemaskine. Den er første model i den nye D-serie med Stage4/Tier 4 Final motorer. Maskinen kommer til Europa næste år.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Conexpo bød også på endnu en interessant nyhed, hvis man er grader-interesseret. Case Construction vil introducere et program af den type maskiner i Europa senere i år.

- Gradere fra Case er endnu ikke på det europæiske marked, men jeg forventer, at de lanceres i løbet af 2014, fortalte Palle Kjærsgaard.