De første danske naturgaskunder er nu gået over til opgraderet CO2-neutral biogas lavet på gylle.

HMN-koncernen kan som det første danske energiselskab sende opgraderet biogas fra gylle ud i naturgasnettet, og blandt de første kunder er Silkeborg Kommune, Peter Larsens Kaffe i Viborg og Hansens Flødeis A/S i Jægerspris.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vores mål er, at Silkeborg Kommune skal være CO2 neutral i 2030, og vi investerer i disse år 112 mio. kr. i energibesparelser. Aftalen med HMN Naturgas betyder, at vi sparer yderligere 3.500 ton CO2 hvert år og samtidig lægger det kommunale forbrug om til en dansk produceret energiform, som på sigt også kan give nye arbejdspladser. Det er en gevinst for alle parter, siger Silkeborgs borgmester, Steen Vindum (V) i en pressemeddelelse.

- I en isfabrik som vores har vi jo et ganske stort gasforbrug til maskiner og varme. Og vi vil gerne gøre vores energiforbrug mere bæredygtigt. På samme måde som vi primært anvender økologiske råvarer til selve isen. Ved at lave en biogasaftale bliver CO2-udslippet 60 tons mindre om året, siger direktør og medejer af Hansens Flødeis A/S, Anders Eibye.

Biogassen er lavet på gylle

Den biogas, som HMN-koncernen sender ud i nettet, er fremstillet af gylle fra kvæg og svin samt kyllingemøg. Samtidig er der tilsat halm og græs. Gassen stammer fra biogasproducenten LBT-Agro.

- Dette er et vigtigt skridt i den grønne omstilling. Det er et eksempel på, hvordan naturgasnettet kan bruges til at sende grønne gasser ud til varmebrugere og virksomheder på en måde, der er til fordel for miljøet, siger administrerende direktør Susanne Juhl fra HMN Naturgas I/S, som er moderselskabet i HMN-koncernen.

- Vi kan lige nu kun levere ca. seks millioner kubikmeter biogas om året. Men vi forventer snart at kunne indgå aftaler med flere biogasproducenter. Og så vil vi kunne levere til et betragteligt antal kommuner, virksomheder og private, der ønsker at gå over til CO2-neutral biogas. Vi er i dialog med en række biogasproducenter samt flere kommuner og virksomheder, der overvejer at bruge det til opvarmning og som brændstof til busser og skraldebiler, oplyser Susanne Juhl.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Regeringen og de øvrige partier bag energiforliget fra 2012 har som målsætning, at 50 procent af Danmarks husdyrgødning i 2020 skal omdannes til biogas. Ifølge Energistyrelsen er andelen i dag ca. 7 procent.