Der er åbnet i lovgivningen for, at virksomheder kan indrettes i nedlagte landbrugsejendomme, men problemerne opstår, når disse vil udvide deres virksomhed i takt med, at virksomheden øger sin omsætning. Det betyder i praksis, at de pågældende virksomheder, hvis de skal flytte i en industrizone, pålægges ekstra udgifter.

Derfor har tidligere miljøminister Hans Chr. Schmidt fra Venstre bedt den nuværende miljøminister Kirsten Brosbøl (S) se på en procentueludvidelse af virksomheden frem for et fast kvadratmeterantal.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ministeren oplyser, at mindre virksomheder, der er lovligt indrettet i en tidligere landbrugsbygning i det åbne land, uden landzonetilladelse kan udvide med op til cirka 500 kvadratmeter på betingelse af, at der også efter udvidelsen er tale om en mindre virksomhed med op til fem ansatte.

Hovedprincip

Reglerne tager sigte på mindre virksomheder, som kan have vanskeligt ved at finansiere en flytning af virksomheden til et erhvervsområde:

- Kommunalbestyrelsen har også mulighed for at give landzonetilladelse til udvidelse udover 500 kvadratmeter af virksomheder, der er indrettet i tidligere landbrugsbygninger. I praksis giver kommunalbestyrelserne mange landzonetilladelser til mindre udvidelser af virksomheder, medmindre det strider mod de hensyn, som landzonereglerne skal varetage. Større udvidelser af erhvervsvirksomheder i det åbne land er generelt uønskede som følge af planlovens hovedprincip om, at det åbne land skal friholdes for spredt og uplanlagt bebyggelse, og de henvises derfor til egentlige erhvervsområder i byzone, som er indrettet til formålet, oplyser Kirsten Brosbøl.

Transportbehov

Hun peger på, at større virksomheder typisk har større behov for transport af materialer, varer og personale, ligesom produktionen kan give anledning til nabogener. Samtidig kan ønsket om at friholde det åbne land til natur og landbrug imødekommes:

- Hvad angår en procentueludvidelse af virksomheden frem for et fast antal kvadratmeter, antager jeg, at der er tale om muligheden for udvidelser af mindre virksomheder med op til 500 kvadratmeter uden landzonetilladelse. Her er der allerede i dag mulighed for at søge en landzonetilladelse til udvidelse udover de 500 kvadratmeter, oplyser Kirsten Brosbøl, der finder, at en procentuel udvidelse frem for et fast kvadratmeterantal vil stille flere virksomheder dårligere, og at det vil være svært at administrere. Derfor vil hun ikke understøtte et sådant princip.