Der er indgået en aftale om vækstplan for fødevarer mellem regeringen og Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti. Det oplyser Erhvervs- og Vækstministeriet i en pressemeddelelse.

Som en del af aftalen reduceres området, som rammes af randzoner fra 50.000 hektar til 25.000 hektar.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Aftalen styrker ifølge ministeriet landbrugets muligheder for vækst og sikrer udviklingen af erhvervet.

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) siger:

- Landbruget skal have så smidige arbejdsvilkår som muligt. Det har jeg sagt fra den dag, jeg satte mig i ministerstolen, og derfor nytter det ikke at have en administrativ klods om benet, som dele af randzoneloven har været. Vi må selvfølgelig aldrig gå på kompromis med miljøindsatsen, og derfor er regeringens miljømål de samme, som de hele tiden har været.

Han mener dog fortsat, at randzonerne er nødvendige:

- Randzoner er stadig et af de bedste redskaber til at få bedre miljø, natur og klima på samme tid, og det er også derfor, vi holder fast i dem der, hvor de giver mening. Det er vigtigt, vi holder fast i en balance mellem gode muligheder for erhvervet og en bæredygtig miljøpolitik.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med aftalen sættes der samtidig gang i en række initiativer, der sikrer landbruget bedre adgang til finansiering og kapital fx gennem en modernisering af landbrugsloven og via forsøgsordning med medarbejderinvesteringsselskaber. Endelig styrkes det danske råvaregrundlag ved en række initiativer, herunder en forenkling af randzoneloven.

- Jeg er meget glad for, at der er bred opbakning til regeringens ambitiøse vækstplan for fødevarer. Fødevareerhvervet har et stort potentiale, og vi skaber nu grundlaget for, at vi kan styrke og udvikle vores vigtige fødevareerhverv. Derfor åbner vi nu blandt andet op for nye ejerformer i landbruget, og vi indfører mulighed for medarbejderinvesteringer og mere moderne landbrugs- og fødevareregulering, siger erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S).

Fra miljøministeren lyder det:

- Jeg er tilfreds med, at vi nu gør miljøreguleringen af fødevarevirksomheder og landbrug mere moderne og effektiv. Aftalen åbner for, at vi regulerer landbruget ud fra, hvor meget de påvirker miljøet i stedet for ud fra antallet af dyr. Virksomheder og landmænd skal fortsat leve op til skrappe miljøkrav, men de slipper for en masse bøvl, siger Kirsten Brosbøl (S).