Regeringen repræsenteret af erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) og oppositionen mødtes onsdag eftermiddag med henblik på at indgå en aftale om en vækstplan for landbruget.

Aftalen indeholder en række punkter, der tyder på, at Henrik Sass Larsen har måttet vride armene helt om i nakken på partifællerne miljøminister Kirsten Brosbøl og fødevareminister Dan Jørgensen, for at kunne komme oppositionen i møde på en række afgørende punkter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det gælder ikke mindst en revision af den stærkt udskældte randzonelovgivning. Hvor randzonerne halveres fra tidligere cirka 50.000 hektar til cirka 25.000 hektar, blandt andet ved at randzonerne kun træder i kraft langs vandløb med en reel natur- eller miljømæssig værdi.

Grødskæring

Der er også håb forude for de landmænd, der frygtede konsekvenserne af manglende grødskæring i form af oversvømmede og sumpede enge, hvor kvæget blev udsat for en forøget risiko for sygdomme.

Og så kan det få stor betydning for landbrugets fremtid, at Landbrugsloven liberaliseres, så ikke kun landmænd får mulighed for at investere i landbrugsbedrifter, ligesom reglerne generelt tillempes, hvad der gælder i Tyskland og Sverige, det såkaldte "nabotjek", som regeringen tidligere har peget på.

IKKE et forlig

Leif Mikkelsen, der er fødevareordfører for Liberal Alliance, understreger over for Maskinbladet.dk, at der er tale om en "stemmeaftale" og dermed ikke et forlig. Stemmeaftalen indebærer, at forslaget stemmes igennem, fordi der trods alt er forbedringer i forhold til tidligere, men i modsætning til et forlig, binder en stemmeaftale ikke efter et valg. Dermed kan et blåt flertal efter et valg, hvis de ønsker det, lempe yderligere på reglerne:

- Der er tale om en række initiativer, der gavner landbruget med skridt i den rigtige retning. Det er små skridt, og vi kunne gøre meget mere også med ansvar over for miljøet, Men det er så langt, vi kan komme med denne regering. Der er blandt andet enighed i blå blok om, at randzonerne skal helt væk, og det forudser jeg kan lade sig gøre efter et valg, siger Leif Mikkelsen til Maskinbladet.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Vækst eller principper

Han slår videre fast, at regeringen har stået over for et valg mellem at få vækst eller stå fast på nogle miljøprincipper, som meget længe har stået i vejen for dansk landbrug:

- Der har erhvervs- og vækstministeren heldigvis valgt at tage et par skridt i den rigtige retning. Men han er åbenbart omgivet af andre ministre, som ikke er så begejstrede, eksempelvis miljøministeren. Men vi andre kan glæde os. Vi gødsker eksempelvis 37 procent mindre i Danmark end i Tyskland, og det ændres der på, og nu skal der iværksættes målinger, der skal pege på, hvor der kan gødskes mere end det sker i dag, slutter Leif Mikkelsen.

HØR INTERVIEW MED LEIF MIKKELSEN HER.