Foråret er kommet tidligt i år og landmændene rykker derfor i importører og maskinhandlere for at få klargjort de nye maskiner, så de kan komme i marken og få afgrøderne etableret.

Hos Grimme Skandinavien har der været rigtig godt gang i nysalget til sæson 2014, og sammen med det tidlige forår lægger det ekstra pres på værkstedet med klargøring af nye maskiner.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi oplever, at de store avler af industrikartofler investerer i enten fire-rækkede læggere med stor tank eller læggere med otte rækker. De store tanke og den store arbejdsbredde er for at få stor kapacitet på læggeren. Der bliver også investeret i læggere med otte rækker, for at kunne gennemføre en mekanisk bekæmpelse af ukrudt med et rense/hyppeudstyr i samme arbejdsbredde, siger Per Rasmussen, Grimme Skandinavien.

Lille transportbredde

Sidste år blev der solgt to otte-rækkede Grimme GL 860 Compacta her i landet, og i år kommer der fire nye til landet. Læggeren er kun omkring 3,50 meter bred, når den transporteres på landevejen, og sammenfoldning til transport klares fra førerkabinen. Læggeren har hydraulisk drift af læggebåndene, og læggeafstanden kan derfor indstilles trinløst fra terminalen i førerkabinen. Systemet giver også mulighed for at frakoble læggebåndene i kiler, så overlapning undgås. Frakoblingen kan enten ske på terminalen eller automatisk ved hjælp af GPS.

Bejdsning efter behov

Grimme Skandinavien leverer en del læggere med udstyr til bejdsning af kartoflerne. Nogle foretrækker flydende bejdsemidler, mens andre foretrækker pulver.

- Der kommer hele tiden nye forsøg, og det veksler lidt mellem hvilke midler, der giver den bedste beskyttelse af kartoffelplanterne. Derfor er der efterspørgsel efter begge systemer, og vi har da også monteret læggere med mulighed for at bejdse med både pulver og flydende, siger Per Rasmussen med et smil.

Fortsat salg i strenglæggere

Til trods for at melfabrikkerne accepterer flere sten i kartoflerne, er der fortsat salg i strenglæggere til både lægge-, spise- og industrikartoffelavlere.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- På stenrige arealer foretrækker en del avlere af industrikartofler stadig at strenglægge, og hos avlere af konsum- og læggekartofler registrere vi en uændret efterspørgsel efter strenglæggere, siger Per Rasmussen.

På værkstedet er montørerne ved at klargøre den første Grimme CS strenglægger med et ekstra langt bånd. Grimme forventer, at kapaciteten på strenglæggeren er 10-15 procent højere end på en standard CS strenglægger. Maskinen er solgt til en avler på Lammefjorden.