Den nye formand for Det østjyske Dyrskue er blevet fundet. Det skete på generalforsamlingen i Foreningen Land & By Østjylland, hvor efter at den foregående formand, Jeppe Mouritsen, trak sig fra posten på grund af sit politiske arbejde i Hedensted Kommune.

Den nye formand hedder Peter Søgaard Mortensen. Birgitte Pust er valgt som foreningens næstformand.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg vil gerne gøre en indsats for, at vi fortsat kan have dyrskue i Horsens, for det har en kæmpe betydning. Det er vigtigt for erhvervet, at vi viser flaget, og det er positivt, at en masse mennesker får en spændende oplevelse. Samtidig er det godt for byen og egnen, at vi også kan byde på den slags oplevelser. Så alt i alt er der god grund til at gøre en indsats for dyrskuet, siger den nye formand i en pressemeddelelse.

Den nye formand driver landbrug med malkekøer i Torp ved Østbirk sammen med sin bror, Søren Søgaard Mortensen.

Åbnet for dyrene

Formanden fortæller, at der nu er blevet åbnet for tilmelding af dyr.

- Vi har nu åbnet for tilmelding af dyr, og det går også planmæssigt, oplyser formanden.

Sidste år var der stor opbakning til skuet fra både maskin- og dyreudstillere. Pladsen var udsolgt, og der var udstillet omkring 300 køer, heste og får og hertil katte, kaniner, høns og andet fjerkræ. Dyrskuet blev besøgt af ca. 24.000 mennesker over de to dage.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi satser på et dyrskue i samme størrelse, og vi er allerede nået langt med tilmelding, oplyser Peter Søgaard Mortensen, der er glad for at kunne oplyse, at 80 procent af udstillingsarealet er solgt, hvilket er langt mere end normalt på nuværende tidspunkt.