I den sydvestlige del af Danmark ligger en ret speciel maskinstation. Siden 1947 har Varde Maskinstation ved Varde eksisteret som en andelsmaskinstation, og den er faktisk den sidste, der er tilbage i Danmark.

At maskinstationen er en andelsmaskinstation betyder, at maskinstationens kunder kan være andelshavere, uden at det absolut er et krav for at få udført arbejde af maskinstationen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vores andelshavere har den fordel, at de får en rabat på fakturaen afhængigt af omsætningens størrelse, hvor rabatordningen er delt op i tre forskellige størrelser, fortæller Anker Vestergaard, driftsleder hos Varde Maskinstation AMBA.

Det er let at blive andelsmedlem af maskinstationen, da det blot kræver, at man søger om det, og det eneste, man hæfter for, er 5.000 kroner, hvis maskinstationen skulle lukke.

- Det er jo ikke mange penge, og det er uden tvivl på grund af vores gode egenkapital, at det ikke har været nødvendigt at hæve beløbet.

Cirka 60 procent af maskinstationskunderne er andelshavere. Som andelshaver er der ikke en fordel i at komme foran køen, når arbejdet skal udføres.

Kunde-bestyrelse

- Jeg tager arbejdsopgaverne i den rækkefølge, de kommer ind, og der er ikke forskel på andelshaver eller ikke andelshaver, fortæller Anker Vestergaard. På den årlige generalforsamling vælges syv landmand til bestyrelsen for maskinstationen, og det er bestyrelsen, som har ansat ledelsen på maskinstationen, som foruden Anker Vestergaard består af Arne Jørgensen, som har den daglige drift af entreprenørafdelingen samt Inga Seested, som tager telefonen til dagligt.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi har Jysk Landbrugsrådgivning til at varetage alle kreditorerne, så vi på den måde kan koncentrere os om det øvrige kontorarbejde, fortæller Anker Vestergaard, som også bemærker, at ledelsen er månedslønnet.

- Det er nok lidt utraditionelt, hvis vi sammenligner os med de øvrige maskinstationer i landet, men omvendt tror jeg også, at det er meget sundt, for det betyder, at vi virkelig har stærkt fokus på økonomien i virksomheden.Fokus på økonomien er en nødvendighed, men behovet blev desværre endnu større, da den tidligere direktør blev fyret for et par år siden på grund af rod i regnskabet.

- Det efterlod desværre nogle tunge år for os, som vi virkelig har kæmpet med, fortæller Anker Vestergaard, der dog kan afslører, at sæson 2013 giver overskud.

Grovfoder er motoren

Der er op til 25 medarbejdere ansat på Varde Maskinstationen når sæsonen begynder, og det er hovedsageligt landbruget, som er maskinstationens fokusområde.

- Vi er autoriseret kloakmester samt rottespærre-installatør, men arbejder også med oprensning af søer, spuler, anlægsopgaver af både græsplaner og anlæg af veje og pladser, fortæller Anker Vestergaard.

Artiklen fortsætter efter annoncen

De øvrige ansatte arbejder med landbrugsopgaver og specielt grovfoderproduktion er fokusområdet på maskinstationen.

- Vi ser os selv som en meget seriøs og professionel samarbejdspartner med grovfoderproduktionen og gyllehåndteringen. Det er rigtig mange penge for den enkelte mælkeproducent, der ligger i vores hænder, når grovfoderet skal bjerges, og det kræver en stor kapacitet for at være så rettidigt som overhovedet muligt.

Kapacitet er nøgleord

Den store maskinkapacitet sikres hos Varde Maskinstation med store maskiner og gode arbejdsbredder.Maskinstationen råder over 17 traktorer, tre finsnittere, fire gyllevogne og en selvkørende gyllevogn. Til skårlægning af græs råder maskinstationen blandt andet over en 13,2 meter bred Krone Big M 500 selvkørende skårlægger foruden traktormonteret 11,2 meter Pöttinger-skårlægger, og det vidner virkelig om en stor kapacitet.

- Vi har 11 autostyringsanlæg til både skårlæggere, selvkørende gyllevogn samt traktorer, og vi er faktisk klar til faste kørerspor i 12 meter systemer, men vores kunder er ikke rigtigt gearet til denne løsning endnu, men når de bliver, så er vi også, fortæller Anker Vestergaard.

At maskinstationen har fokus på grovfoderproduktionen viser de sidste nye investeringer til sæson 2014 også.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Varde Maskinstation har indkøbt to nye Claas Jaguar 950 finsnittere, en 13,5 meter Kuhn rive, to 50 kubikmeter Fliegl-afskubbervogne, en Case 721 F gummiged samt en Pöttinger Terrasem seks meter såsæt med gødningsplacering og græsfrø-udstyr.

- Når der skal købes nye maskiner, bliver forslagene til maskinerne fremlagt for bestyrelsen, og der bliver arbejdet med en "købssum", så der ikke bliver købt maskiner, som ikke er nøje gennemtænkt, understreger Anker Vestergaard.

Styr på omkostningerne

I forlængelse af at være klar til de 12 meter fastekørespor, har Varde Maskinstation investeret i to fuldautomatiske hitch-kroge fra SIWI, som ikke bare spænder vognen fra i trækket, men også automatisk fra- og tilkobler alle hydraulik- og el-stik.

- Det er dels på af grund af de faste kørespor, denne løsning er interessant, men også omkostningsmæssigt, da vi fremover ikke længere vil kører med traktor og vogn ved siden af finsnitteren, men spænde frakørselsvognen efter finsnitteren for at spare en mand på snitter-holdet, påpeger Anker Vestergaard.

- Ikke nok med at vi sparer en timeløn, der bliver også en lavere regning til landmanden, så det er ren win-win for alle parter.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Varde Maskinstation har de seneste år brugt meget energi på at rette maskinlisten til kunde-behovet, og det betyder, at der er blevet solgt mange maskiner, som efterhånden havde begrænsede arbejdsopgaver.

- Eksempelvis ejer vi ikke længere en mejetærsker, da prisen på det marked er meget trykket, men derimod presser vi meget halm i høst, fortæller Anker Vestergaard.

Alle maskinerne kører også på maskin-numre, hvilket betyder at der konstant kan holdes øje med omkostningerne på den enkelte maskine.

- Omkostningerne kan meget let løbe løbsk, og et meget godt eksempel på det, er bjergningen af majs i 2012, hvor vi konstant kørte i mudder til midten af fælgene på traktorer, og det er der ikke mange maskiner som kan holde til i leje, pakdåser og så videre.

- Jeg gør også meget ud af at køre med åbne budgetter for maskinstationens ansatte, så de også er orienteret om, hvilken retning vi bevæger os i, og at vi konstant skal være opmærksomme på at holde omkostningerne nede.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Dette betyder blandt andet, at Varde Maskinstation til sæson 2014 har købt batteri-elskraller til samtlige gyllevogne med nedfælder, og fremover skal alle spidser på nedfælderne vendes eller skiftes i marken, eksempelvis mens gyllevognen læsser, for at spare timelønnen i klargøringen om aftenen eller dagen efter.

- Lidt provokerende sagde jeg til min chauffør på gyllevognene, at de kunne tjene 1.000 kroner mere pr. uge ved at være den chauffør som kørte de billigste kubikmeter gylle ud med hensyn til laveste brændstofforbrug pr. kubikmeter gylle, fortæller Anker Vestergaard, og understreger, at man virkelig skal tænke over kørestilen i marken samt landevejen.

Når fakturaerne er sendt af sted hver måned, så gennemgås hver måned for at se, hvilke ting der kostede penge, og hvor der blev lavet en fornuftig forretning.

- Vi har hele tiden omkostningerne i fokus, pointerer Anker Vestergaard.