Abonnementsartikel

1. april er der informationsmøde om en masteruddannelse på Aarhus Universitet, der har fokus på vurdering af husdyrvelfærd.

Til september er der studiestart på masteruddannelse på Aarhus Universitet, hvor vurdering af dyrevelfærd er omdrejningspunktet.

Den 1. april holdes der informationsmøde om uddannelsen, som så dagens lys i 2013 og fik en vellykket start med 14 studerende.

Artiklen fortsætter efter annoncen

"Vurdering af husdyrvelfærd i primærproduktionen" er navnet på uddannelsen.

- Vores mål med uddannelsen er, at vi sikrer, at kommunikationen og dialogen mellem landmænd, rådgivere og kontrollører styrkes, så vi i den sidste ende får en bedre forståelse af, hvad god dyrevelfærd er, og hvor vigtig den er, forklarer sektionsleder ved Institut for Husdyrvidenskab, professor Jan Tind Sørensen.

Han peger på, at landmænd har en god viden om dyrene i praksis, men de kan måske have svært ved at følge med i lovgivningen om hold af dyr.

- Derfor er det også vigtigt, at landmændene får indsigt i, hvad god dyrevelfærd er, og at de har en forståelse for, hvorfor samfundet har en interesse i husdyrs velfærd.

Jan Tind Sørensen forklarer, at uddannelsen går målrettet efter at efteruddanne dem, som til dagligt er i berøring med dyrevelfærd.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det gælder blandt andet kontrollører i Fødevarestyrelsen, NaturErhvervstyrelsen eller i private organisationer, lærere på landbrugsskolerne, der arbejder med dyrevelfærd, samt dyrlæger, rådgivere og konsulenter, der beskæftiger sig med produktions- og sundhedsrådgivning.

Husdyrvelfærds-uddannelsen er en deltidsuddannelse, der strækker sig over to år.