Abonnementsartikel

Anker Bjerre A/S ved Holstebro har fået forhandlingen af Demmler afskubbervogne, og et eksemplar med en aflæserhøjde på 4,70 meter var et godt blikfang ved sidste uges åbent hus.

Åbent hus arrangementet hos Anker Bjerre A/S tiltrak cirka 2.000 besøgende. Direktør Anders Frandsen hæfter sig specielt ved, at der var rigtig mange nye ansigter blandt de besøgende.

- Det hænger sikker sammen med, at vi er begyndt at forhandle New Holland i et større område, og at landmænd fra de nye områder benyttede arrangementet til at se os an. Vi er rigtig glade for det store fremmøde og bemærkede, at der blandt de fremmødte var en meget positiv stemning, siger Anders Frandsen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

I forbindelse med arrangementet var der arbejdende stande. Her blev der blandt andet demonstreret TP flishugger og Tajfun save/kløve maskiner, som der er stor fokus på efter stormfaldet i efteråret.

Nyt agentur

Demmler afskubbervogne produceres i Tyskland og importeres af Lunde Maskincenter A/S. Ud over traditionelle afskubbervogne på op til 55 kubikmeter, producerer Demmler også møgspredere, hvor bundkæderne er erstattet af afskubbersystemet. Afskubbervognene findes også i en version med sakseløft, hvor vognens indhold aflæsses i 4,70 meters højde.

- Vognen kan derfor læsse over i transportvogne og lastvogne. Den vil derfor være ideel til at arbejde i marken og bringe afgrøder som roer, kartofler, korn og snittet majs fra marken og ud til lastbiler på fast vej, som sørger for den videre transport. Med den høje aflæsning kan vognen også anvendes til transport af læggekartofler og kalk, som kan læsses direkte over i spreder eller lægger, forklarer Søren Romby Larsen, sælger hos Anker Bjerre A/S.

Fjernbetjenes

Olie til det kraftige stempel, der løfter bagenden af vognen op, leveres af vognens interne hydrauliksystem, som trækkes af traktoren kraftudtag. De resterende funktioner på vognen kører over traktorens LS-udtag og har fjernbetjening. Det betyder, at vognen kan betjenes fra eksempelvis traktoren med kartoffellæggeren, og føreren behøver derfor ikke at forlade førerkabinen for at fylde læggeren. Betjeningen er med hukommelse, og for at pakke vognen sammen til transport, behøver føreren kun at betjene en enkelt kontakt.

Vognen har hydraulisk affjedring, og for at gøre den stabil, når den hæves op, låses affjedringen automatisk. Den viste model var på to aksler og med en volumen på 45 kubikmeter. I løbet af året kommer der en større model på tre aksler og med et volumen på 55 kubikmeter.