I industrikvarteret i Nykøbing Falster har FMR Maskiner hjemme. Den centrale, bynære placering medfører et stort salg af have-park maskiner, men giver også plads-problemer med de store selvkørende roeoptagere, som forretningen sælger mange af hvert eneste år.FMR Maskiner er ejet af Henrik Rasmussen, som i september 2013 overtog hele forretningen efter sin far, Fin Monk Rasmussen. Fin Monk Rasmussen overtog forretningen i 1993, som førhen har været en DLAM-forretning. I 1980'erne fik man John Deere-forhandlingen, men i foråret 2012 skiftede firmaet John Deere- forhandlingen ud med forhandling af Deutz-Fahr.

- Dette skete på baggrund af John Deeres forhandlerstruktur, som vi ikke følte, vi ville være en del af, og vi er faktisk rigtig glade for at få forhandling af Deutz-Fahr i huset, fortæller indehaver Henrik Rasmussen, som påpeger, at Deutz-Fahr forhandlingen oversteg alle forventninger, og nu ser forretningen spændt frem mod de nye, kommende større traktormodeller fra Deutz-Fahr i form af 9- og 11-serien.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ansat i fars firma

Dog serviceres der stadig mange John Deere traktorer på værkstedet, som beskæftiger seks mand. På lager et er der tre ansatte, mens der er tre sælgere i salgsafdelingen og en bogholder på kontoret. Dermed er der 13 mand i sving hver dag hos FMR Maskiner.

Henrik Rasmussen er uddannet jordbrugs-teknolog fra Vejlby Landbrugsskole og kom i 2009 med i sin fars forretning, hvor han blev ansat som sælger. Inden han kom hjem til familieforretningen, var han blandt andet ansat som John Deere-sælger hos Mejlby Agro i Nordjylland i fem år, og han har også arbejdet på landbrug i både Danmark og USA.

Roerne i fokus

FMR Maskiner har i fem år haft importen af tyske Holmer, som i 2013 skiftede navn til Holmer Exxact, efter at Holmer og hollandske Agrifac begge blev opkøbt af franske Excel.

- Det startede faktisk med, at vi importerede og solgte reservedele til Holmer, men endte med at overtage importen, fortæller Henrik Rasmussen, som kan berette om en eksplosiv udvikling, hvor der i dag kører 50 selvkørende Holmer

-maskiner rundt i Danmark.- Cirka 70 til 75 procent af vores omsætning ligger i roe-maskiner og specielt Holmer maskinerne i form af selvkørende optagere og læssemaskiner.Hjallerup Maskinforretning i Nordjylland blev desuden udnævnt som Holmer servicecenter, og på den måde leverer FMR Maskiner også Holmer roeoptagere til Nordjylland.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- I roesæsonen er der døgnservice alle ugens dage, og det er nødvendigt som følge af direkte leveringer af sukkerroerne fra marken til fabrikken, og derfor skal roeoptageren bestemt ikke holde stille, når sæsonen er i gang, fortæller Henrik Rasmussen.Derfor råder FMR også over et stort reservedelslager med mange reservedele til Holmer roemaskiner.

En stor del af service på optagerne foregår hos kunderne, og FMR maskiner råder over fem servicebiler. Fokus på få mærkerHenrik Rasmussen er overbevist om, at det gælder om at specialisere sig inden for branchen, og derfor satser FMR Maskiner på få, men stærke mærker.

Foruden traktorer og mejetærskere fra Deutz-Fahr og roemaskiner fra Holmer, så har maskinforretningen også forhandlingen af JCB Landpower, Lemken, Gaspardo og Thyregod.

- Vores salgsområde er hovedsageligt Lolland og Falster, Møn og lidt af Sydsjælland, fortæller Henrik Rasmussen,

- I kraft af at vi bor så tæt på blandt andet Nykøbing Falster, er der faktisk ret godt gang i salget af Have-park maskiner

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hurtigt ind og ud

At FMR Maskiner ligger på en industrigrund i den nordlige ende af Nykøbing betyder blandt andet, at maskinforretningen ikke har alt for meget plads til brugte maskiner.

- Det betyder, at vi har en hurtig gennemgang og gerne skal have solgt vores brugte maskiner i en fart,uddyber Henrik Rasmussen.

Fremtiden for FMR Maskiner ser lys ud, og pr. 1. februar tog firmaet Joskin-vognprogrammet ind i forretningen med salg direkte fra fabrikken.

- Vi glæder os til at starte vognsalget op, og der er en god bund for salg af robuste vogne på Lolland og Falster med de mange timers roekørsel til sukkerfabrikkerne, fortæller Henrik Rasmussen, som også kan fortælle, at fremtidens planer er en større butik, hvor kunderne kan få et bredere udvalg tilgængeligt.

- Fremtiden i denne branchen kan hurtigt ændre sig, og det går rigtigt stærkt med mange ting, og derfor følger vi naturligvis udviklingen nøje, og vi går meget op i, hvilke maskiner kunderne anser som interessante, og dermed reagerer vi ud fra det. Vi er helt sikre på, at når blot service-niveauet er højt, har man en god fremtid i branchen, siger han.