Abonnementsartikel

Danish Agro, Vestjyllands Andel og den tyske grovvarekoncern Agravis har succes med et nyt joint venture, DLA Agravis International Holding A/S.

I 2012 etablerede Danish Agro, Vestjyllands Andel og den tyske grovvarekoncern Agravis et nyt joint venture, DLA Agravis International Holding A/S, for at udvikle fælles forretnings-aktiviteter i Østeuropa.

Samarbejdet i det fælles selskab, der består af grovvare- og maskinaktiviteter i Baltikum, Polen og Tjekkiet, viser gode takter i Østeuropa, hvor der ifølge Danish Agros koncernchef Christian Junker er et stort potentiale.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Fra Danish Agros side har vi en erklæret strategi om, at være en aktiv del af internationale strategiske alliancer, som den vi har med Agravis. Det er en god måde at udvikle den internationale forretning på, så det sikres, at vi går ind i nye områder og brancher med så meget viden og styrke som muligt. Samtidig er det med til at udligne de risici, der altid følger med nye aktiviteter på fremmede markeder, siger Christian Junker.

- Vi har ikke et øjeblik fortrudt samarbejdet med Agravis, som bygger på stor tillid. Vi har et fælles mål om at udvikle vores østeuropæiske aktiviteter i fællesskab. Det er det, der er kernen i samarbejdet, og som er med til at skabe de stærke resultater, vi ser, siger Christian Junker.

Maskinforretninger bidrager

DLA Agravis International Holding havde i 2013 en omsætning på 3,6 milliarder kroner og kommer ud af året med et resultat før skat på 75 millioner kroner.

- Det skyldes ikke mindst de baltiske grovvareaktiviteter i Baltic Agro, der leverede sit hidtil bedste resultat. Samtidig leverede maskinforretningerne Raitech i Polen samt Agromex i Tjekkiet også stærke resultater, fortæller Christian Junker.

Han vurderer, at DLA Agravis International Holding med en soliditet på 67 procent er godt funderet til at tage næste step i Østeuropa. Koncernen har da også besluttet at starte grovvareaktiviteter i Polen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Polsk satsning

- At vi netop har etableret grovvarevirksomheden Polish Agro i Polen er med til at vise, at vi er gået ind i samarbejdet med Agravis med et langsigtet perspektiv. Gennem akkvisitioner og organisk vækst er vores mål at opnå en fornuftig markedsandel i Polen inden for de kommende år.

- Udviklingen af Polish Agro vil ske med input fra både dansk og tysk side, og det er vores klare forventning, at vi får skabt en lønsom forretning til fordel for den samlede koncern og vores ejere, siger Christian Junker.