Abonnementsartikel

Fødevareministeren åbner messen AgroFarm, hvor Danmark er repræsenteret ved "Danish Pavilion".

Fødevareminister Dan Jørgensen (S) er de næste tre dage i Rusland, hvor han blandt andet skal møde sin russiske landbrugsminister og klippe den røde snor til en kæmpe teknologimesse for landbrug og fødevarer.

Rusland har et mål om at blive selvforsynende med fødevarer i 2020. Rusland har afsat et trecifret milliardbeløb til blandt andet indkøb af ny teknologi til deres landbrugsproduktion.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi skal sælge flere kvalitetsvarer og mere bæredygtig teknologi til russerne, så der kommer vækst og arbejdsplader i Danmark. Rusland er et vigtigt eksportmarked. Med sin voksende middelklasse, vil landet mod øst efterspørge endnu flere af vores produkter med høj kvalitet, som f.eks. danske øko-varer, som giver status hos forbrugerne, siger fødevareminister Dan Jørgensen i en pressemeddelelse.

Den danske eksport af agro-industri steg fra 490 mio. kr. i 2011 til 630 mio. kr. i 2012. I 2013 forventes eksporten ikke at stige.

Tirsdag åbner Dan Jørgensen AgroFarm-udstillingen, hvor 333 virksomheder fra 28 lande deltog sidste år.

- På AgroFarm udstillingen, som jeg har fået æren af at åbne, vil jeg hjælpe erhvervet med at få fingrene i nogle af de mange nye teknologi-milliarder, som russerne i disse år investerer i deres produktionsapparat. Danske virksomheder fremviser blandt andet bæredygtig dansk gylle-teknologi i den danske pavillon, siger Dan Jørgensen.

AgroFarm fremviser højteknologisk produktionsudstyr til blandt andet produktion af svin, fjerkræ, kvæg og pelsdyravl. Udstillingen tiltrak sidste år 9.953 landmænd, investorer og andre professionelle inden for landbrugssektoren.