Allerede fredag formiddag summede det med interesserede hos Scantruck i Skive, hvor dørene i dag blev slået op for sjette gang til Scanmek.

- Vi forventer cirka 3.000 besøgende i løbet af i dag og i morgen, fortæller en tilfreds Henrik Kirketerp-Møller, salgschef hos Scantruck.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Og Scanmek er allerede kommet rigtig godt fra start, da der allerede var solgt 29 maskiner da klokken slog 12. Blot tre timer efter åbningen klokken 9.

Nye landbrugsteleskoplæssere

Scantruck kan fremvise nyheder inden for både Manitou, Komatsu samt Atlas.

- Vi kan for første gang i Danmark fremvise den nye 9,5 ton Atlas gummiged, som er den hidtil største fra Atlas og virkelig en gummiged der henvender sig til de danske kvægbrug, fortæller Henrik Kirketerp-Møller.

- Med skovl og hjulvægte rammer vi let 10 ton, og det betyder gummigeden let kan håndtere store skovle og silokløer

- Fra Manitou er der udvidelse i familien af landbrugsteleskoplæsser, hvor MLT-serien får to små søskende i form af 735 og 634 med henholdsvis 7 meter arm og 3,5 ton samt 6 meter arm og 3,4 ton maskine.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- To stærke landbrugsmaskiner som begge har en 120 heste firecylindret Deutz motor, powershift transmission, hitch-krog og hydraulik- samt bremseudtag ført bagud. Desuden kan der spændes 21 ton efter teleskoplæsseren, påpeger Henrik Kirketerp-Møller.

Du kan nå det endnu

Scanmek holder åben både fredag og lørdag fra klokken 9 til 17. Som noget nyt har Scantruck inviteret cirka 18 leverandør ud til udstilling, så de besøgende får mulighed for at kigge næremere på dæk, vejesystemer, skovle, sæder, koste og meget mere.