En større gruppe landmænd blev i mandags bedt om at vende vrangen ud på deres T-shirts eller tage dem af, da de var inde i Jyske Bank Boxen for at se Danmark spille EM-håndbold.

Det var Hoegild, der beskæftiger sig med udvikling, produktion og salg af innovative produkter og koncepter til landbrug, der havde inviteret kunder til EM i Herning.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Til arrangementet udleverede Hoegild T-shirts med logo på til de omkring 600 deltagere, men det blev for meget for det europæiske håndboldforbund.

- Speakeren i hallen sagde, at gruppen med t-shirts skulle tage dem af eller vende vrangen ud på dem, fortæller Johnny Høgild Pedersen, indehaver af Hoegild, der til sine kunder havde skaffet pladser på langsiden, som bliver vist på tv.

Rene haller

Ifølge det europæiske håndboldforbunds regler skal de haller, hvor kampene spilles i, være "rene", når det gælder reklamer.I reglerne for afholdelse af EM står der, at alle eksisterende reklamer både inde i arenaen, hvor kampene spilles - det være sig på vægge, i gangarealer og på tribunerne - og uden for arenaen - for eksempel i presseområdet - skal dækkes til eller fjernes.

Som enkeltindivid må man gerne møde op i tøj med logo på, men når så mange mennesker i samme tøj er samlet, som tilfældet var ved Hoegilds event, så bliver det betragtet som en reklame. Og det koster altså penge at være sponsor ved EM.

Johnny Høgild Pedersen fortstår godt, at håndboldforbundet tager vare på de firmaer, der har betalt for at være sponsor.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Selvfølgelig skal man beskytte sponsorerne. Jeg er selv sponsor, men det kan ikke hidse mig op, at der sidder nogle iført nogle t-shirts.

Hvor mange tilskuere, der må være iklædt sponsortøj, inden det bliver betragtet som en reklame, er også uklart, mener Johnny Høgild Pedersen.

- Til en kamp tidligere i turneringen var der en gruppe på 50 mennesker iført tøj med logo, men der skred det europæiske håndboldforbund ikke ind. Hvor går grænsen?

God dag

Episoden med de hvide T-shirts ødelagde dog ikke dagen, fortæller Johnny Høgild Pedersen.

- Der var nogle, som blev lidt kede af, hvis de havde gjort noget forkert. Andre havde den indstilling, at ingen skulle bestemme, hvilket tøj, de havde på. Dagen var dog en stor succes, og jeg har fået mange positive tilbagemeldinger, siger Johnny Høgild Pedersen, der fortæller, at en af de inviterede blev så trodsig over speakerens udmelding, at han bandt en ekstra t-shirt om hovedet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det var jo en festdag, griner Johnny Høgild Pedersen.

Danmark vandt i øvrigt mandagens kamp mod Ungarn.