Abonnementsartikel

Noget tyder på, at John Deere kommer ud af 2013 som det bedst sælgende traktormærke i Danmark, men New Holland overgiver sig ikke uden kamp.

Efter 11 måneders traktorstatistikker begynder man at kunne ane, hvor det bærer hen ad, nu da ND Data har offentliggjort tallene for årets næstsidste måned. John Deere har en nogenlunde, men ikke afgørende føring foran New Holland, som vil kæmpe til sidste salgskontrakt hele december. Og heller ikke tredjepladsen er afgjort.

Alt i alt er der i årets første 11 måneder afsat helt præcis 2.011 nye traktorer på det danske marked - i samme periode i fjor blev der kun solgt 1.542 traktorer.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Traktorstatistikkens hovedtal for traktorer fra 30 kW og opefter - fra cirka 40 hestekræfter - viser, at John Deere efter de 11 måneder ligger i top med 427 styk fulgt af New Holland med 389. En pæn føring til John Deere - men hos New Holland føler man sig ikke slået endnu:

- Bare en måned mere som en af de foregående, så står alt næsten lige mellem de to første brands. For New Holland er året ikke gået, før rådhusklokken har slået ved midnatstid nytårsaften. Jagten fortsætter året ud, og vi sælger ikke skindet, før dyret er skudt, lyder det med eftertryk fra New Hollands marketing manager, Ove D. Juel, som tilføjer, at december historisk set altid har været en stor salgsmåned.

Ud over kampen i toppen kan der mod årets slutning blive kamp om tredjepladsen, som ved udgangen af november tilhører Case IH med 286 styk - men med Massey Ferguson lige efter med 281 styk.

Blå november-føring

I november, som er den senest afsluttede periode, blev der nyregistreret 143 traktorer mod 122 i samme måned i fjor. Her er det til gengæld igen New Holland, der fører med 32 styk fulgt af Case IH med 24 og John Deere med 21. Fendt og Massey Ferguson har begge med 16 nyregistreringer.

Beder man statistikken lægge snittet et andet sted, nemlig fra 90 kW - cirka 122 hestekræfter - og opefter, er der i november kun afsat 89 traktorer i dén kategori, hvor New Holland stadig ligger i top med 21 nyregistreringer fulgt af Fendt med 15 og Valtra med 13.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Nyregistreringer, november 2013

Kilde: ND Data

New Holland 32

Case IH 24

John Deere 21

Artiklen fortsætter efter annoncen

Fendt 16

Massey-Ferguson 16

Valtra 14

Claas 4

Deutz-Fahr 4

Artiklen fortsætter efter annoncen

Kubota 3

Lamborghini 1

Zetor 1

Andre 7