Abonnementsartikel

De første nye medarbejdere er i fuld gang med arbejdet i Agri Nords økonomirådgivning.

Efter masseopsigelser hos Agri Nord er der nu fuld fart på nyansættelserne, og kunderne møder derfor flere nye ansigter i Agri Nord for tiden.

Der har ifølge direktør Erik Lydiksen været stor interesse for at blive ansat i landboforeningen, og i de seneste uger er seks nye medarbejdere tiltrådt, og i næste uge begynder endnu en økonomimedarbejder.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi er glade for, at Agri Nord har kunnet tiltrække erfarne medarbejdere på både konsulent- og assistentniveau, så vi fortsat kan tilbyde vores kunder kompetent rådgivning, som skaber værdi for dem. Vi står i en situation, hvor vi skal etablere en del af vores økonomirådgivning på ny, efter at 32 medarbejdere i Aars valgte at sige deres stilling op. Vi skal have det bedste ud af situationen og vil derfor gennemføre en række effektiviseringer i den måde, vi arbejder på. Det er endnu for tidligt at sige, hvor mange medarbejdere vi skal ansætte i de kommende måneder, siger adm. direktør Erik Lydiksen.

Kunder forsvandt også

Agri Nord har mistet en række kunder i økonomirådgivningen som følge af opsigelserne i Aars, men der er stadig stor opbakning fra mange himmerlandske landmænd og andre erhvervsdrivende.

- Vi forventer at kunne fastholde omkring 50 procent af omsætningen i afdelingen. Vi kan med glæde konstatere, at langt hovedparten af de landmænd, som har flyttet økonomirådgivning, har valgt at beholde deres øvrige rådgivning hos Agri Nord, ligesom mange fortsat ønsker at støtte landboforeningens politiske arbejde, siger Erik Lydiksen.

- Mange kunder er begyndt at få tilknyttet nye konsulenter og assistenter, og vi satser på at være helt på plads 1. januar. Vi håber dog på vores kunders forståelse for, hvis alt ikke kører 100 procent på skinner fra 1. januar. Vi vil fortsat yde en god service og rådgivning for vores kunder. Vi har i de forgange måneder løst alle opgaver for vores kunder, og det vil vi også fremover i et samarbejde mellem nyansatte og medarbejdere fra de øvrige kontorer, forsikrer direktøren.

Styrker tværfaglighed

Huset i Aars er lige nu i gang med en omfattende renovering, og i den forbindelse bliver der også flyttet rundt på medarbejdernes placering.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Vi ønsker at bruge situationen til at organisere os bedre, så vi styrker tværfagligheden til gavn for kunden. Vi vil skabe et stærkt kvægfagligt team, hvor kvægrådgivere, grovfoderkonsulenter, miljørådgivere og driftsøkonomer med speciale i kvæg får mulighed for at sidde sammen. Vi tror på, at det vil styrke samarbejdet konsulenter imellem og dermed sikre den resultatskabende rådgivning, som er afgørende for vores kunders succes, siger Erik Lydiksen.

Han ser i øvrigt meget positivt på, at der snart falder en aftale på plads omkring udlejning af en del af lokalerne i Aars til en lejer, som ifølge direktøren vil skabe gode synergier til landbrugsrådgivningen.