Der sker noget hos Agrotek i Hobro. For nylig fik virksomheden diplomet for Best Practice, og nu skiftes der ud i ledelsen - vel at mærke i god ro og orden, da virksomhedens administrerende direktør takker af efter snart 16 år som selvstændig.

De seneste 10 år har Jimmi Ravnborg været direktør for Agrotek A/S, Hobro, men den 16. december tiltræder han sin nye stilling som salgs- og produktchef hos Valtra. I forbindelse med ansættelsen hos LMB Danmark A/S træder han ud af ejerskabet af Agrotek A/S.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Værkfører Peter Fogh har i samme omgang valgt at træde ud af ejerskabet af Agrotek A/S, og derfor har det været nødvendigt at lave om på organisationen.

Morten Christensen, som i dag også er medejer, overtager posten som administrerende direktør efter Jimmi Ravnborg.

- Jeg har det sidste års tid haft ansvaret for butikken med alt salg af have/park maskiner, webshoppen og markedsføring heraf. Jeg er udlært i firmaet og har været ansat siden 2000, så jeg kender forretningsgangene, men det bliver en stor opgave og udfordring at overtage direktørposten, siger Morten Christensen.

- Heldigvis kommer vi stadig til at se en del til hinanden i forbindelse med Jimmi Ravnborgs nye stilling som leverandør af Valtra traktorer, der er hovedagentur hos Agrotek, så jeg kan nok stadig trække lidt på hans viden og mange års erfaring, tilføjer Morten Christensen.

Agrotek søger en ny værkfører, og Kristian Laursen, som i dag er reservedelschef, overtager posten som butikschef. Kristian Laursen vil fremadrettet have ansvaret for både lager og butik, og samtidig skal der findes flere kræfter til lager- og butiksdelen. Som salgschef indtræder Niels Vestergaard, der har arbejdet som sælger hos Agrotek siden 2007.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Agrotek holder åbent hus i dag, torsdag den 5. december.